15. December 2016:
Hvem skal tegne Danmarks nye Rostadion?
- Forside
- Nyheder
- Hvem skal tegne Danmarks nye Rostadion?
I disse dage går fem højt kvalificerede teams af arkitekter, landskabsarkitekter og ingeniører i gang med at tegne hver deres bud på, hvordan Danmarks nationale rostadion ved Bagsværd Sø ved København skal designes til gavn og glæde for både roere og borgere.
De fem teams er udvalgt blandt 27 højt kvalificerede teams fra både ind- og udland, som har ansøgt om at deltage i konkurrencen, der har til formål at finde det bedst tænkelige forslag til et nyt nationalt rostadion i naturområdet omkring Bagsværd Sø. Med de fem prækvalificerede teams er det prestigefyldte projekt et skridt nærmere sin begyndelse.
”Det er fantastisk at se den store interesse, branchen har vist for projektet, og et privilegium at kunne vælge mellem så mange højt kvalificerede teams til konkurrencen. Vi er meget tilfredse med det felt af ansøgere, der viste sig mest egnede til at blive udvalgt, og som nu vil kaste sig over opgaven. Med det deltagerfelt har vi store forventninger til, hvad konkurrencen må bringe,” siger bestyrelsesformand for ’Fonden Danmarks Rostadion’, Erik Jæger.
De fem udvalgte teams er:
Et unikt møde mellem natur, kultur og idræt
I begyndelsen af 2016 stiftede Gladsaxe, København og Lyngby-Taarbæk kommuner i samarbejde med Team Danmark ’Fonden Danmarks Rostadion’. Fondens formål er at stå for nybygning af det nationale stadion ved Bagsværd Sø og en rekreativ bearbejdning af hele det fredede naturområde, der binder anlægget sammen. Den rekreative bearbejdning af naturområdet foregår i et samarbejde med Gladsaxe Kommune.
Nu går konkurrencen i gang, og de fem teams skal aflevere deres forslag i begyndelsen af 2017. Herefter vil en bedømmelseskomité gennemgå projektforslagene og midt i april kåre en vinder. Umiddelbart herefter går projektering og myndighedsbehandlingen i gang. Det nye nationale rostadion med tilhørende rekreativt område er færdigopført i 2020 til gavn og glæde for idrætten og alle borgere.
Projektets parter
’Fonden Danmarks Rostadion’ modtager støtte til at gennemføre projektet fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers ’Fond til almene Formaal’ på 50 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden støtter arkitektkonkurrencen og forventeligt også selve projektet. Herudover yder de tre kommuner også et økonomisk bidrag til projektet. Rambøll Danmark A/S er bygherrerådgivere på opgaven.