wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Læs om turen i juni, som var arrangeret i samarbejde med Randers Roklub, for nyuddannede langtursstyrmænd

Af Inger Kuch Poulsen, Roklubben Skjold

SOMMER LANGTUR – på Randers fjord 18.-21. juni 2026

7 nye langtursstyrmænd/kvinder har været på 3 fantastiske ro dage i Randers Roklub under kyndig vejledning af Vibeke Christensen, næstformand i roklubben. Turen var planlagt efter aftale med sekretariatet i DFfR, som via mails, havde informeret de nye langtursstyrmænd om turen.

Vi mødte ind torsdag d. 18. juni kl. 12 i Randers roklub, spiste vores medbragte madpakke og var kort tid efter på vandet i en 2-årers og en 4-åres inrigger. Vi roede til Uggelhuse, hvor vi med noget besvær fik bugseret bådene til kaj i en lille hyggelig havn, hvor vi med fornøjelse spiste Vibekes drømmekage og drak kaffe. Undervejs mødte vi et stort fragtskib – så føler man sig meget lille i en robåd, men der var heldigvis plads til os begge i sejlrenden. Den dag roede vi 24 km.

Vel hjemme og efter et dejligt bad, fik vi skøn aftensmad – lakselasagne og til dessert lagkage med creme og friske bær. I det hele taget var forplejningen sublim takket være Vibeke – vi andre hjalp selvfølgelig til, men hun havde planlagt alt til mindste detalje og købt ind – vi var så privilegerede.

Efter indtagelse af den gode mad, fandt vi vores sovepladser rundt om i klubben. Man må sige, at forholdene i Randers roklub er noget mere eksklusive end jeg er vandt til i Kbh. Det er ikke første gang, at jeg oplever, at provinsen overhaler hovedstaden med flere længder.

Når man sådan er på langtur, så er en stor del af fornøjelsen jo, at man er sammen med andre roere fra andre klubber i landet. Vi var

  • 2 roere fra Svendborg roklub
  • 2 roere fra Roskilde roklub
  • 1 roer fra Hvidovre roklub
  • 1 roer fra Lyngby roklub
  • 1 roer fra Skjold i Kbh.
  • og nogle lokale roere fra Randers roklub, så vi kunne ro i 2 årers inriggere på de lange ture på 38 km.

Sådan en tur, hvor man ror med forskellige hver dag, giver anledning til udveksling af roerfaringer m.v. Det er meget værdifuldt – man får nogle kontakter og det bliver lettere på et senere tidspunkt at planlægge ture for ens klubvenner, når man har nogle kontakter på forhånd.

Det er også altid spændende at ro i ukendt farvand og blive introduceret til nye naturoplevelser.

På 2. dagen roede vi op ad Gudenåen og her er jo meget smuk natur. Vi mødte mange kanoer på vej ned af Gudenåen. Det var hyggeligt at holde ind ved de mange opholdssteder med borde/bænke sæt for at indtage sin madpakke eller drikke den medbragte kaffe og spise dejlig kage (endnu en af Vibekes frembringelser).

På hjemvejen gik det hurtig – vi roede med vinden og strømmen – vi skulle være agtpågivende, når åen svingede for ikke at havne i sivene. På vejen mødte vi en ko, som stod i vand til midt på kroppen. Vi blev urolige for, om den sad fast, så vi vendte om og roede tilbage mod strømmen for at se om den var OK, men vores bekymring var ubegrundet. Da vi kom frem var koen havnet på den modsatte å bred. Den sad altså ikke fast, men nød bare en kølig svømmetur. Det var en sjov oplevelse, at møde en svømmende ko på Gudenåen. Den dag roede vi 38 km.

På dag 3 gik roturen til Kanal øen, som ligger på søvejen ud mod Kattegat. Vi indtog vores madpakke på øen og roede herefter til Mellerup havn, hvor der i færgelejet var en hyggelig kro, som serverede dejlig gammeldags lagkage med flødeskum – ja, vi gik ikke ned på lækkerier på noget tidspunkt. Man roer også lidt bedre med lagkage i maven – specielt når der er modstrøm og modvind. Hjemturen var lidt hård og vi var sent hjemme – nåede lige et bad inden aftensmaden blev indtaget på sejlklubbens dejlige restaurant, som lå lige ved siden af roklubben (godt at vi ikke selv skulle stå for maden den aften). Vi nåede igen op på 38 km.

Dag 4. var ½ dag på `kun`20 km. Vi var jo kommet i form, så det var kun ren fornøjelse. Vi tog afsked efter frokosten.

Jeg nåede på disse lange roture at få vabler på hænderne, øm i bagdelen og i lægmusklerne. Det var dog forunderligt, hvor hurtig kroppen restituerer. En god nats søvn og man er atter klar til 38 km. For at kurere vablerne købte jeg Compeed på apoteket (endelig ikke sportstape direkte på vabler, men ovenpå Compeed for at holde det på plads er en god ide). Jeg brugte sportstape på de steder på hænderne, hvor en vabel kunne udvikle sig. Compeed og sportstape kan jeg klart anbefale og fremover vil jeg bruge sportstape forebyggende på hænderne. Handsker er selvfølgelig også en mulighed, hvis man altså har dem med.

Vi har haft 4 vidunderlige dage på Randers fjord. Vejret har været mellem 22-29 grader skiftende mellem sol og skyer. Det kan man ikke klage over. Forplejningen har været sublim takket være Vibeke og stemningen har været god.

Vi har lært meget på de 4 dage af Vibeke og hinanden. Turen var for nye langtursstyrmænd/kvinder og det har været lærerigt at være på tur udenfor daglig ro farvand – lært om tidevand, strømforhold, set nye sømærker, skiftet plads i båden på en ny måde m.m. og mødt en svømmende ko.

Tak til Vibeke, til deltagerne og til de lokale roere fra Randers.

Mange hilsner

Inger Kuch Poulsen

Roklubben Skjold