wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Ph.d.-projekt skal undersøge om træningsoptimering og data kan skabe resultater

Dansk roning har brug for ny viden og nye værktøjer, hvis vi fortsat skal kunne konkurrere med om topplaceringer og medaljer internationalt. Derfor arbejder Dansk Forening for Rosport nu på at rejse de sidste midler til et nyt forskningsprojekt, der skal styrke talentudvikling, træningsoptimering og præstationer i dansk roning.

Projektet skal gennemføres som et treårigt ph.d.-forløb med landsholdsroer og kommende ph.d.-studerende Joakim Viberg Larsen i spidsen.

Ved OL i 2024 kom dansk roning for første gang siden 1992 hjem uden medaljer. Samtidig er talentmassen smal, og mange landsholdsroere er fortsat nødt til at studere eller arbejde ved siden af deres satsning mod internationalt eliteniveau.

Målet med projektet er derfor at skabe ny viden om, hvordan træning kan tilpasses og optimeres individuelt, så atleter får størst muligt udbytte af deres træning på en bæredygtig måde. Vi har allerede indikationer på, at det er det, der skal til, forklarer Joakim Viberg Larsen:

”Gennem de sidste 15 år, har jeg være træner og støtteperson inden for blandt andet fysiologi, fysisk træning og ernæring på tværs af forskellige sportsgrene. Gennem årene har jeg været involveret i to EM-medaljer i karate og tre internationale mesterskabsmedaljer i roning, ligesom jeg har arbejdet med eliteatleter fra mere end ti forskellige sportsgrene.”

Joakim tester på mange parametre, et af dem er ved at tage blodprøver under træninger.

En af de atleter, som han bl.a. har arbejdet med, er EM- og VM-bronzevinder, Frida Sanggaard. Og det er også hendes positive resultater, som er med til at tænde nysgerrigheden i at forske i emnet:

”I sæson 2025 har jeg blandt andet været med til at udvikle individuelt tilpassede træningsprogrammer til Frida Sanggaard. Hendes resultater har givet os en indikation af, at vi kan opnå positive forbedringer i præstationen ved at tilpasse og optimere træningen til den enkelte atlet. Derfor er vi nysgerrige efter at undersøge, om den tilgang kan bredes ud og blive et nyt fundament for dansk talentudvikling samt trænings- og præstationsoptimering.”

Siger Joakim Viberg Larsen.

Projektet skal blandt andet arbejde med fysiologiske tests, belastningsmonitorering og biomekaniske analyser for at skabe et stærkere datagrundlag for træning og talentudvikling i dansk roning.

Skal gavne både talent og elite

På landsholdet i roning har man allerede oplevet værdien af det arbejde og den dataindsamling, som projektet bygger videre på. Det fortæller landstræner Jens Vilhelmsen:

”En af de ting, som vi på landsholdet i roning har haft stor gavn af at have Joakims hjælp til, er tekniske målinger på roernes præstationer. Det har givet os en bedre viden om, hvor vi kan justere og hvordan. Gennem hans kandidatspeciale, har vi også fået noget særligt måleudstyr til bådene, som vi bruger både i hverdagen, men også til konkurrencer.”

Projektet skal ikke kun gavne landsholdet og eliteatleterne. Ambitionen er også at styrke træningsmiljøerne omkring unge roere og opkvalificere trænerkompetencerne i dansk roning.

Ungdomsroere, trænere og forbundets træningscentre vil derfor blive inddraget i projektet med fokus på at skabe en stærkere bro mellem talentmiljøer og landshold.

Sådan kan du støtte projektet

Der er allerede fundet størstedelen af finansieringen til projektet, der mangler dog fortsat cirka 16 procent, før projektet kan realiseres.

Du kan støtte Joakims ph.d. og fremtidig talentudvikling i Danmark med et valgfrit beløb ved at sende et bidrag via MobilePay til 109987 eller ved bankoverførsel til reg.nr. 4180, konto nr. 1552198. Marker betalingen med “ph.d. – roning”. Beløb optil 20.000,- er fradragsberettiget.

Hvis du ønsker at sikre fradrag for dit bidrag, skal du sende en mail til Anne Monrad på [email protected] med navn, adresse, og cpr-nummer.