wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Den fynske roklub dannede rammer om et døgn med snak, netværk, udvikling og fællesskab

I weekenden den 20. og 21. februar blev årets Vintertræf 2026 afholdt med 21 forventningsfulde unge og seks engagerede voksne samlet til et intenst og hyggeligt døgn. Værtskabet stod Nyborg Roklub for, og klubben dannede de perfekte rammer om en weekend fyldt med fællesskab, grin og masser af energi.

Deltagerne kom fra hele landet: Roklubben Stevns, Roklubben Furesø, Aarhus Roklub, Jels Roklub, Odense Roklub, Slesvig Roklub, Holstebro Roklub, Tissø Roklub og Roforeningen KVIK.

Allerede fra første stund var stemningen høj. Nogle af de unge kendte hinanden fra tidligere træf, mens andre deltog for første gang. Det var dog tydeligt, at nye relationer hurtigt blev skabt og grinene sad løst og fællesskabet voksede time for time.

Programmet bød på en god blanding af sociale aktiviteter og roning. Gennem forskellige aktiviteter lærte deltagerne hinanden bedre at kende og kom tættere på tværs af klubber. Der blev også kørt ergometer-sessions, hvor pulsen kom op, og konkurrencegenet blev vækket.
Lørdag aften stod den på gåturs-quiz i området, karaoke og masser af hygge. Kombinationen af bevægelse, fællesskab og uformelle aktiviteter skabte en særlig stemning, som mange fremhæver som noget helt særligt ved Vintertræffet.

I løbet af weekenden blev der også afholdt møde med Youth Advisory Board. Her blev der blandt andet drøftet et nyt initiativ med navnet ”KaRovane”. Tanken er, at unge roere skal rejse rundt til roklubber i Danmark og dele den gode ungdomsenergi og fællesskabsfølelse.

Weekenden sluttede med glade deltagere og nye venskaber.

Tak for et fantastisk døgn sammen med en inspirerende gruppe unge mennesker. Og en stor tak til Nyborg Roklub for at lægge hus til Vintertræf 2026.

Vi kan derudover allerede nu sige, at en udlandstur i uge 30 og i uge 42 er i støbeskeen. Stay tuned!