20. December 2025:
Toer Cup i Næstved med deltagerrekord og tætte afgørelser
- Forside
- Nyheder
- Toer Cup i Næstved med deltagerrekord og tætte afgørelser

Førend dagslyset havde indfundet sig lørdag morgen, vrimlede Næstved Roklub med roere, trænere og frivillige, klar til en dag med regatta på kanalen der løber gennem en stor del af den sydsjællandske by.
Med intet mindre end ni dametoere, otte herretoere, tre damedobbeltscullere og ni herredobbeltscullere til start, er regattaen vokset flot i størrelsen, sammenlignet med 2024.
For samtlige af dagens mange løb, var distancen 1500m ned af kanalen, med mål udfor roklubben. Regattaen blev indledt med time trials for alle, hvorefter holdene, baseret på tid, blev fordelt i heats og herfra blev den langsomste tid elimineret.
Alle hold der stillede til start var dermed i aktion minimum to gange, mens de der gik længst i konkurrencen, fik lov at ro banen fire gange i alt.
Næstved Toer Cup markerer afslutningen på endnu en Power Week, der som den foregående har stået på masser af hårde træningsprogrammer bl.a. for de roere, der arbejder på at komme ind i Danmarks Rocenter. Men regattaens åbne format gav også plads til at yngre roere kunne deltage for at teste niveauet og samle erfaring.

De endelige vindere
I alt blev der fundet tre vinderhold, for kvinderne, hvor toere og dobbeltscullere roede mod hinanden, var det i en W2-, Frida Werner Foldager (Roskilde) og Amalie Thorsen (KVIK) der løb med sejren.
For herrerne vandt brødrene William og August Wisholm (begge Hadsund) i dobbeltsculler, mens Bastian Secher (Roskilde) og Christian Søndergaard (Holstebro) vandt herrernes toer uden styrmand. Fordi de to sidstnævnte også ror hurtigste tid af dem og M2x, bliver det også Bastian og Christian, der vinder pokalen.

Fra formiddagen af, sørgede medlemmer af Næstved Roklub for at tilskuere og frivillige kunne varme sig på te, kaffe, varm kakao, gløgg og æbleskiver, sponsoreret af Næstved Fjernvarme.
Der skal lyde en stor tak til Næstved Roklub, for lån af farvand og faciliteter, samt for stor gæstfrihed.
