wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Tre dygtige trænere er udpeget som de endeligt nominerede til titlen Årets Træner 2025

Årets Award Night venter i slutningen af måneden, og traditionen tro skal vi fejre præstationer men også dem, som arbejder for at skabe gode romiljøer og løfte roere op ad udviklingsstigen.

Igen i år er der indkommet mange flotte indstillinger, som vidner om at der ude i roDanmark findes mange dygtige og kompetente trænere. Af et stærkt felt, har en komité udvalgt tre kandidater, som er nomineret til titlen Årets Træner 2025.

Den første nominerede er Kenneth Grøn fra Hadsund Roklub

”Kenneth er meget mere end en dygtig træner – han er en støtte, en rollemodel og et fantastisk menneske – en uvurderlig støtte, både på og uden for vandet. Med sin sjældne kombination af faglig dygtighed, oprigtig omsorg og ægte nærvær formår han at skabe et trygt og inspirerende miljø, hvor både børn, unge og voksne føler sig set, hørt og værdsat. Kenneth møder de unge med interesse, respekt og forståelse.”

Kenneth har en omsorg og et nærvær overfor hans roere, som ikke kun kan mærkes hos den enkelte, men også hos forældrene. Som træner er Kenneth ikke kun fagligt dygtig, han er også opmærksom på den enkelte roer og er klar til at tage en snak om det der fylder, også selvom det ligger udenfor roklubben.

Kenneth har i mange år været træner i Hadsund Roklub, hvor han er med til gøre en kæmpe indsats for bl.a. klubbens unge roere.

Den anden nominerede er Ian Baden fra Bagsværd Roklub

”Ian har i år skabt den vej. Vejen blev brolagt med plads til sjov og ballade udenfor træningen, men også med krav og forventninger når der blev trænet. Denne nye vej var helt tilpas anderledes end den tidligere, og den gav plads til at en ild kunne vokse frem i de ben og det bryst som skulle gå vejen. Ian skal være årets træner. Uden diskussion. Han er dygtig, motiverende, til tider sjov – og vigtigst af alt, har været rigtig dygtig til at arbejde med og udvikle hans atlet under de rammer som han er blevet givet.”

I 2025 har Ian vist hvad dedikation og et succesfuldt samarbejde kan resultere i. Han fik i efteråret 2024, samlet en træt Frida Sanggaard op og i fællesskab fik de to fundet ind i en rytme og et samspil der i 2025 har udmøntet sig i flere store resultater på den internationale scene. Ian har givet den plads, som hans atlet havde behov for og på den måde skabt et rum for positiv udvikling.

Ian og Frida efter VM A-finalen hvor Frida vandt bronze i W1x

Den tredje nominerede er Frederik Taulbjerg fra Danmarks Rocenter / Talentcenter Øst

”Til konkurrence formår han at vende den pressede stemning i teltet halvanden time inden din finale til en leg. Når bicarbonaten er svær at få ned, fordi nerverne sidder helt oppe i halsen, joker han og skaber en let stemning. Og når den del er overstået, og pre-race-snakken skal tages, så ved man også, hvilken Taulbjerg der sidder over for én: træneren. Ham, der tror på dig. Ham, der hepper på dig. Og ham, der inderst inde er lige så nervøs som du selv er – fordi han giver sit 100% til netop denne opgave.”

Frederik er en træner i øjenhøjde. Han forstår at sætte sig i sine roeres sted, for han har selv mærket nervøsiteten før et vigtigt løb. Derudover går han op i, at se det hele menneske og har ikke kun fokus på tal og præstationer. Nogle af de evner er med til at gøre ham til ikke bare en vellidt, men også enormt dygtig træner.

Frederik Taulbjerg var træner for Clara Hornnæss og Frida Werner Foldager, der i sommers vandt U23 VM-bronze i toer uden styrmand.

Hvem der bliver Årets Træner 2025 er endnu ikke afgjort, men afgøres via afstemning.
Afstemningen er ikke offentlig, men foregår på den måde at klubber, der er medlem af DFFR hver har én stemme, mens DFfRs Kraftcenterklubber har to stemmer hver.

Årets Træner 2025 afsløres ved Award Night 2025, som i år afholdes i Hadsund Roklub, d. 29. november.