wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Med ny viden og inspiration fra et internationalt kursus er tre danske frivillige klar til at løfte Beach Sprint i Danmark til næste niveau

Anna Munck Laybourn (DSR), Viktor A. Lous Preilev (Roskilde Roklub) og Peter Weile (KVIK/Middelfart Roklub) deltog for nylig i et internationalt Beach Sprint-kursus, hvor de sammen med trænere, arrangører og officials fra flere lande arbejdede med alt fra sikkerhed og baneudlægning til rekruttering og regattaafvikling.

World Rowing Coastal Race Module (CRM) som er et kombineret kursus- og vidensdelingsforløb, hvor deltagerne skulle gennemføre 3 onlinekurser inden ankomsten til den fysiske del, der blev afholdt nær Antalya i Tyrkiet på den strand, hvor EM i Coastal og Beach Sprint afvikles denne kommende weekend og VM i Beach Sprint afvikles om en måned.

Formålet var klart: at hente viden, erfaringer og inspiration med hjem, så Danmark står stærkere i udviklingen af Coastal og Beach Sprint – to discipliner i rivende udvikling internationalt.

“Hvis vi skal give danske roere mulighed for at konkurrere på højeste niveau i Beach Sprint, kræver det, at vi også har trænere, ledere og arrangører, der forstår disciplinen i dybden. Anna, Viktor og jeg kom glade og trætte hjem, med et udvidet netværk og motivation for at løfte både Coastal og Beach Sprint et skridt videre herhjemme.” fortæller Peter Weile, formand for DFfR’s Coastaludvalg.

En disciplin i udvikling

Beach Sprint er stadig en forholdsvis ny gren af rosporten. Det første VM blev afholdt i Kina i 2019, mens 2020 blev aflyst på grund af Covid. Siden da har mesterskaberne været afholdt i Portugal (2021), Wales (2022), Barletta i Italien (2023) og Genova i Italien (2024).

Da disciplinen stadig udvikler sig, bliver både regler og afviklingsformer løbende justeret – og netop det var et centralt tema på kurset. Der blev blandt andet talt om, hvorvidt boathandlers (hjælperne) bør regnes som en del af holdet og dermed også modtage medaljer.

Sikkerhed fyldte meget – både generelle procedurer og konkrete overvejelser før og under træning og konkurrencer. Deltagerne trænede kæntring og entring i bølger, beach start (løb ned til båden og roning ud gennem brændingen) og beach landing.

Derudover blev der arbejdet med effektiv bane-gennemførsel, navigation, roteknik og bøjevendinger samt forskelle og ligheder mellem Beach Sprint, Coastal og kortbaneroning. Deltagerne drøftede også rekruttering af roere, test og udvælgelse, baneudlægning, regattaafvikling og regler. Der blev desuden arbejdet med målsætninger for udviklingen af Coastal og Beach Sprint – både i klubregi og på nationalt plan.

Unge roere på vej mod Youth Olympic Games

De danske deltagere er en del af trænerteamet bag et projekt for unge Beach Sprint-roere fra flere danske klubber. En af målsætningerne er at deltage med gode præstationer ved Youth Olympic Games (YOG) i Dakar, Senegal i 2026.

YOG er ungdommens OL, arrangeret af Den Internationale Olympiske Komité. Allerede i år sender projektet ni roere til Coupe de la Jeunesse Beach Sprint i Spanien om tre uger. Vi håber, at projektet kan bidrage til endnu flere coastal- og Beach Sprint-aktiviteter i de danske roklubber også.

I uge 42 afholdes en træningslejr for de roere, der er udtaget til Coupe de la Jeunesse Beach Sprint 2025, samt andre interesserede.

Roere, klubber og trænere er, som altid, velkommen til at kontakte Peter Weile, formand for DFfRs Coastaludvalg, hvis der er interesse i vidensdeling, udvikling, samarbejde og/eller udtagelse af roere til internationale mesterskaber i Coastal og Beach Sprint i 2026.