wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
I uge 30 blev Roklubben Stevns forvandlet til et summende samlingspunkt for ungdomsroning, da 15 entusiastiske roere fra hele landet samledes til DFfR’s ungdomssommercamp 2025. En uge fyldt med roning, oplevelser, smil og masser af hyggeligt samvær.

Mandag: Historie og hemmelige gange
Første dag bød på kulturelle indslag med et besøg på Stevns Klint Experience. Her blev deltagerne ført 66 millioner år tilbage i tiden og fik indblik i den dramatiske fortælling om asteroidens nedslag og dens verdensomspændende konsekvenser. Senere gik turen under jorden til Koldkrigsmuseet Stevnsfort, hvor en passioneret major guidede os gennem fortets dunkle gange og gav et spændende indblik i Danmarks rolle under Den Kolde Krig.

Tirsdag: Roning og regnvejrshygge
Formiddagen stod på roning i valgfri bådtype – scullere, coastals og inriggere blev sendt på vandet. Da regnen meldte sin ankomst om eftermiddagen, rykkede aktiviteterne indenfor, hvor der var både træning og hygge i tørvejr.

Onsdag: Bølger, beachsprint og sightseeing
Med gode bølger på kysten var onsdag perfekt til beachsprint i coastalbåde. Mange fik en ny og anderledes oplevelse med coastalbådene, hvor bådene for alvor kom til sin ret. Om eftermiddagen blev tempoet sat ned med sightseeing til Stevns Fyr og Højerup Kirke, hvor udsigten over klinten satte punktum for en begivenhedsrig dag.

Torsdag: Solopgang og SUP
Torsdag begyndte i de helt tidlige morgentimer. Allerede kl. 04.30 var vi i bådene for at ro langs Stevns Klint og opleve solopgangen fra vandet – en uforglemmelig oplevelse! Ved Højerup Kirke blev der holdt morgenmadspause i bådene, leveret af den trofaste følgebåd. Og ja – vi var hjemme i klubben igen før, vi normalt ville være stået op. Resten af dagen bød på mere roning for de friske og en eftermiddag med SUP-instruktion i samarbejde med naboklubben Limelight Board Sports Club. Her blev der leget, balanceret og plasket i vandet – til stor glæde for både nye og erfarne padlere.

Fredag: Farvel og på gensyn
Den sidste dag gik med oprydning, rengøring og – naturligvis – en sidste tur på vandet i valgfri båd. Derefter blev det tid til at sige farvel efter en uge fyldt med smil, oplevelser og nye venskaber.

Tusind tak til alle deltagere, camp-ledere, klubber og forældre, som var med til at gøre DFfR’s ungdomssommercamp 2025 til en mindeværdig oplevelse. Vi glæder os allerede til næste år!