15. April 2025:
Fantastiske oplevelser venter i nye flotte udstationerede både
- Forside
- Nyheder
- Fantastiske oplevelser venter i nye flotte udstationerede både
Disse nye ”drømme-både” er blevet til virkelighed via en meget stor donation fra Foreningen ØSTIFTERNE en uddelende forening, der støtter rigtig mange gode initiativer rundt omkring i Danmark. Vi har al mulig grund til at være glade for og stolte af, at Foreningen ØSTIFTERNE har valgt at støtte lige præcis os og vores aktiviteter på langtursområdet
– og dermed mene. AT vi som roere og roklubber lever op til de værdier, Foreningen har, og til dens ønske om ”at støtte omtanke”! Og netop dét MÅ vi selvfølgelig også tilstræbe gøre – altså at gennemføre dét vi giver os i kast med, typisk roning – og her jo langtursroning – med OMTANKE!
Begge både blev navngivet ”ØSTIFTERNE” – af gode repræsentanter for Foreningen, der hver for sig forestod navngivningen, ledsager af nogle pæne og passende ord i situationen. For os var det dejligt at være med og opleve, hvordan man griber sådan en begivenhed an de forskellige steder.
Og DU kan møde de nye både – hvis I lader en af jeres ture i den nye sæson gå til enten VORDINGBORG eller NAKSKOV, hvor de to både har erstattet tidligere, veltjente både!
Vordingborg roeren fotograf Per Rasmussen har stillet disse fine billeder fra båddåben til rådighed, og Lise Pedersen tovholder på de udstationerede både har skrevet denne beretning:
Lørdag eftermiddag kl. 14 gik det løs i Vordingborg Ro- og Kajakklub, hvor rigtig mange var mødt op til en festlig eftermiddag. Her var det Foreningens næstformand, Jens Eghøj, der viste sig selv af være aktiv roer, som skulle forestå selve navngivningen af den nye båd.Vejret var fint med sol og en hel del vind – og allerførst skulle standeren hejses, og dét foregik på klubbens meget store og helt nyindrettede altan – under ledelse af formand Britta Helbech, der efterfølgende uddelte årsnåle til et antal medlemmer og herefter benyttede anledningen til at takke den lille gruppe af klubbens medlemmer, der sammen havde planlagt og gennemført den nye, flotte indretning af altanen – med uden-dørs ”rum” til både unge og gamle – og alle dem ind imellem, hvad enten de ville hygge og slappe af – eller være aktive med f.eks. ergometerroning. Blomsterkummer og møbler bygget op af paller blandede sig fint med det traditionelle altanmøblement, og det hele blev rost og beundret rigtig meget og skal nok blive til glæde for både gæster og medlemmer i fremtiden.
Herefter gik det meste af forsamlingen ned til den nye båd – resten betragtede båddåben fra altanen. Jens Eghøj sagde nogle velvalgte ord om Foreningen ØSTIFTERNE, hvorefter han afslørede bådens navn, der slet og ret er: Østifterne – og han ønskede DFfR, Tur & Motion samt Vordingborg Ro- og Kajakklub held og lykke med denne nye båd og håbede at den ville blive brugt flittigt af mange roere fra andre steder, som kommer hertil for at opleve netop denne roklubs omgivelser – men selvfølgelig også afprøvet af klubbens egne medlemmer. På vegne af DFfR takkede Lise P Østifternes repræsentant for den flotte donation af hele to nye både på én gang, noget der virkelig giver os som roere mod på at fortsætte det frivillige arbejde, som mange udfører i netop rosporten. Båddåben afsluttedes med et HURRA – og så var der herlig suppe til alle, mens den nye båd sammen med et par andre drog af sted på årets første, korte rotur – i ret så frisk vind!
Dagen efter, søndag den 30.marts, gik turen videre til Nakskov Roklub, i øvrigt i styrtende regnvejr, der ikke stilnede af, før vi nåede frem. Heldigvis blev selve standerhejsningen gennemført i tørvejr – og med en meget flot musikalsk optakt af Nakskov Blæserne på deres flotte instrumenter, som også spillede både flag og stander op på én gang, mens vi sang: ”Der er ingen ting der maner …”
Men først var der en meget præcis velkomst ved formand Hans Borchersen, der ønskede velkommen til en stor flok gæster – og efter at standeren var hejst, fulgte en frisk standerhejsningstale af Regitze Banggaard fra Scandlines, som ønskede klubben en rigtig god rosæson og gav udtryk for , at selv om hun ikke selv var roer, så var hun glad for at have fundet et sted, hvor hun kunne hente hjælp hvis det kom til at knibe på de nye elfærger til Puttgarden – hun skulle bare lige få anskaffet nogle passende årer til færgen, og så var det vel bare en henvendelse til Nakskov Roklub om assistance? -😏
Og så blev det tid til endnu en båddåb, denne gang forrettet af Jens-Christian Bay, der er lokal repræsentant for Lolland i Foreningen ØSTIFTERNE – og igen her blev bådens navn Østifterne. Også han fortalte lidt om bådens giver, Foreningen ØSTIFTERNE, som er en pengeuddelende forening, der er dannet efter nedlæggel-se af det oprindelige forsikringsselskab af samme navn – og netop i år runder sit 25 års jubilæum, som fejres med en ny ”jubilæumspulje” der skal komme mange frivillige i det danske foreningsliv til gode!
Mens den nye båd blev gjort klar til sin jomfrutur på vandet, takkede Lise P endnu engang på vegne af DFfR Østifternes repræsentant for den utroligt flotte donation til Roforbundets bådpark – og båddåben afsluttedes med et HURRA for Nakskov Roklub og de udstationerede både, som der nu igen er to af i Nakskov.
Og mens båden gled ud på vandet, gled vi alle sammen op på 1. sal til kaffe og friske rundstykker med lækkert tilbehør – samt en masse god snak!