13. November 2024:
Weekendens debut til Scullerrace blev en succes
- Forside
- Nyheder
- Weekendens debut til Scullerrace blev en succes
En stort set flad sø bød 32 roere velkommen i Ringsted lørdag, hvor Danmarks Rocenter i samarbejde med Ringsted Ro- og Kajakklub afviklede Haraldsted Sø Scullerrace.
Lørdagens scullerrace er lagt ind i landsholdets sæsonplan, for at give roerne på landsholdet – og dem lige på kanten til landsholdet – mere konkurrence i den del af sæsonen, hvor det ikke er konkurrence der normalt er mest af på planen.
Det er landstræner Jens Vilhelmsen, der sammen med RIngsted Ro- og Kajakklub har stablet lørdagens scullerrace, og som nu kan sætte flueben udfor en velorganiseret ‘miniregatta’, hvor de deltagende roere blev udfordret positivt i et nyt format og, for mange, også ny bådtype.
Fuld koncentration i en, for mange, ny disciplin
Hvis man som roer er vant til at ro med én åre og i holdbåd, så er det at komme over i en singlesculler, en noget anden verden. Og det var da også tilfældet for en del af deltagerne ved lørdagens race i Ringsted, hvor mange så lidt ekstra koncentrerede ud, når de skulle ud fra broen ved roklubben.
Roerne blev sendt afsted efter tur, med herrerne først en ad gangen og damerne efterfølgende på samme facon. Derefter skulle alle tilbagelægge den 9,5km lange strækning, der bød på 4,75km ned af Haraldsted sø, omkring en vendebøje og retur igen.
Forbundets nye landstræner var forbi for at hilse på
Fredag blev det offentliggjort at Josh Gatreau skal være ny landstræner i Danmarks Rocenter, og han havde også taget turen til Ringsted i lørdags.
Her fik han mulighed for at hilse på nogle af de roere, som han om ikke så længe skal i gang med at træne og arbejde med og han glæder sig til arbejdet og over den positive velkomst der mødte ham i Ringsted:
(fordi Josh er fra USA, så skrives hans citater på engelsk, da det også er sproget han kommunikerer på)
“I got a lot of big handshakes and hugs, so a warm welcome. There are a lot of people I don’t know still, so I’m also looking around trying to get to know the group. Of course I am very keen to see the full squad once we have everyone back from a post-Olympics break. My impressions from today are not about the rowing or performance, but about the tight knit group and camaraderie among the athletes. There is power in a group that is there for each other and that is the sense I got today. To me that is exciting.”
Næste gang landsholdsroerne, og dem på kanten til landsholdet, får lov at ro race mod hinanden er d. 7. december, hvor der venter et løbsformat i toer, som får mere karakter af et selektionsløb.