wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
For W2- og W4- er deltagelse i opsamlingsløbet ved OL, blevet aktuelt, efter dagens indledende

Af Bianca Toftebjerg, [email protected] | Primærbillede: Balint Czucz

For de to danske damebåde, W2- og W4-, der i dag har taget hul på deres del af OL, blev de indledende løb omsat til to gange billetter til opsamlingsløbene.

Ovenpå dagens indledende løb i W2- for Fie Udby (KVIK) og Lærke Rasmussen (Roskilde), sætter deres træner Mads Haubo, lidt ord på hvad der skal ske i eftermiddag:

“Jeg synes ikke det var dårligt, det de lavede, men der er i hvert fald nogle ting vi kan optimere på teknisk. Jeg tænker vi skal hjem og se løbet og lige spole lidt i det og lige se hvad vi kan se, sådan rent teknisk. For der er et eller andet biodynamisk, som de i hvert fald ikke rammer helt rigtigt. Så vi skal have lavet nogle små justeringer, og så tænker jeg det nok skal komme til at blive optimeret.”

Landstræneren fortsætter og fortæller lidt om, hvordan planen for dagen var:

“Vi havde aftalt at vi hellere ville tage vores chance og vide, at det så kunne ramme lidt ved siden af, end at vi ikke tog vores chance. Så vi gik ud for at sætte vores aftryk på løbet, i håb om at det kunne få spredt heatet lidt ud. Det lykkes dog ikke 100%, men det er heller ikke et dårligt løb. Så vi skal lige se, hvor vi kan optimere henne. Vi skal hjem og se det på video, fordi Fie og Lærke har også lidt svært ved at sætte ord på, hvad det er der ikke fungerer optimalt, da de kommer ind. Og det er også svært at se for os trænere, så vi skal hjem og granske videoen. Vi har et pas i eftermiddag, hvor vi kan gå ud og lege lidt med det.”

Men han er optimistisk omkring, at de to rutinerede OL-roere med et pas i eftermiddag og en chance for at justere lidt på nogle småting, sagtens kan rejse sig i morgendagens opsamlingsløb.

W4- må også omkring opsamlingen

To timer senere, fik vi også W4- igennem deres indledende løb, der samtidig var OL-debut for tre ud af fire i båden. Her ror Julie Poulsen (Odder), Marie Johannesen (Roskilde) Frida Sanggaard (Bagsværd) og Astrid Steensberg (DSR) sig ind på 5. pladsen.

Mads Haubro, som også er træner for W4-, fortæller at både han og damerne i båden er tilfredse med præstationen på vandet i dag, selvom det udløste et opsamlingsløb:

”De synes det var et godt løb, det synes jeg også. Det er ikke det allerbedste de har ramt, men det er godt det de laver og der er nogle små ting vi kan optimere. Men hvis man sammenligner tider, det ved jeg godt man ikke 100% kan, men så ligger vi også fornuftigt i forhold til Australien og Irland i det 2. heat, hvis vi tager 1000m tiderne, så ligger vi foran – og dem har vi jo ikke slået endnu i år.”

Fortæller landstræneren og fortsætter:

”Så det er ikke fordi, at det er en katastrofe i forhold til det vi plejer at lave, tværtimod synes jeg det er godt, i forhold til det vi plejer at lave. Det som man måske glemmer hjemme i Danmark, hvis man ikke er inkarneret roer, er at når der er modvind, så bliver forskellene også forstærket. Så du kan tit se store spredninger, i løb med modvind kontra løb med medvind, derfor ser det nok også voldsommere ud end det reelt er. Der er stadig nogle ting vi kan lege med, men når vi også tager med i overvejelserne, at der sidder tre debutanter i båden, så gør det det godt og ror stærkt.”

W4- ude til træning på den olympiske robane i fredags. Foto: Detlev Seyb | World Rowing

Mads Haubro minder også om, at det jo er et OL vi er i gang med, så niveauet er og skal være højt:

”Vi skal også huske på, at det er jo OL, så det er snævret godt ind. Alle dem, som ikke er med til OL, er jo dem, som alle dem der er til OL, de slår. Det er kun de bedste der er tilbage – der er ni både her, og det er de ni bedste.”

I morgen, mandag, skal vi om formiddagen have W2- igennem opsamlingsløbet kl. 10.30, mens der kl. 12.00 venter ni gange OL-debut for vores dameotter, der skal ro deres indledende løb, på den olympiske robane.
Begge dele, kan som i dag, streames live på TV2 og på MAX (kræver abonnement).