28. August 2022:
Oplev Dalsland gennem roerne fra Aalborg Dame
- Forside
- Nyheder
- Oplev Dalsland gennem roerne fra Aalborg Dame
I sæsonen 2022 har danske langtursroere kunnet benytte to “nye” udstationerede både i Dalsland. Seks roere fra Aalborg Dame har i sommeren været deroppe, herunder kan du læse lidt om deres tur, og måske blive inspireret til at skulle afsted til næste år, hvis ordningen fortsætter.
Tekst og foto af Helle Jessen, Aalborg Dame Roklub
Som noget nyt, kan man i år leje 2 udstationerede både i Dalsland i Sverige. Bådene ligger ved Dalslands Camping & Kanotcenter tæt ved Bengtsfors.
Det er 2 toere, og vi var 6 kvinder fra Aalborg Dame Roklub, som havde lejet dem i uge 28.
Da det var vores første tur deroppe, havde vi valgt at leje en hytte på campingpladsen og ro ture ud herfra hver dag. Men hvis man har lyst til det, kan man sagtens ro fra sted til sted. Der er mange shelterpladser og andre steder, hvor man kan leje en hytte eller ligge i telt. De to både lå på bådvogne, og det var meningen, at de skulle sættes i vandet og tages op herpå om aftenen, men vi spurgte de, som boede i den gule flydehytte ved broen, om det var okay, at bådene lå fortøjet ved siden af hinanden her. Det var det heldigvis.
Campingpladsen ligger ved søen Ärtingen. Den første tur gik Ärtingen rundt. Smukke landskaber med marker, skove og huse. I den nordvestlige bugt fandt vi en dejlig offentlig badestrand med broer, hvor vi kunne fortøje bådene. Her var grillplads, das og omklædningsrum. Den hed Bönkasen.
Fra Ärtingen går et rør til en sø, som hedder Lelång. Dette rør passeres med lidt god styrefart og evt. 2 padler, som ligger i båden.
Lelång er en lang sø, som støder op til andre søer. For at komme til disse søer, skal man nogle steder igennem sluser.
Man skal på forhånd bestille tid til slusen og evt. oplyse en rabatkode.
Vi roede mest på den vestlige side af Lelång, da det så ud til, at det var her, der var flest steder, hvor man kunne gå i land. Vi fandt flere dejlige sandstrande imellem klipperne, hvor vi kunne trække bådene op, gå i land og spise madpakker og bade. Vi så ikke nogen steder, hvor man kunne købe noget, bortset fra i Bengtsfors. Især i Kvanviken fandt vi en lille flydebro, hvor vi kunne fortøje og bade fra klipperne. Ved Torrskog var der en fin lille havn, hvor vi kunne lægge til og med bord/bænke på kajen.
Man kunne også ro til Bengtsfors. I bugten til venstre for slusen ligger en restaurant i en svenskrød træbygning med en stor terrasse ud i vandet. Den hedder Restaurant Rosellmagasinet. De har en billig frokostbuffét og lækker aftensmad. Der er en flydebro ved siden af, hvor man kan fortøje bådene. Hvis man skal købe ind, kan man også fortøje ved benzintanken.
En dag ville vi prøve at ro til Billingfors, og for at komme dertil skulle man igennem 7 sluser. Da vi var kommet igennem de 2, måtte vi vente ved nr. 3 på at turbåden skulle igennem. Den havde fortrinsret. Da den var sejlet igennem, var slusen gået i stykker og vi tog tilbage til Bengtsfors.
På vores roture mødte vi mange kajakker, kanoer og speedbåde, også nogle som havde en flydende hytte på slæb. En slags vandcamping? Vi så mange vadefugle, bl.a canadiske gæs. Og et par aftener så vi også bævere komme svømmende. Vi havde mest godt vejr, og kunne ro i shorts og med bare arme, men to gange oplevede vi også voldsom regn. Da var det skønt at have en hytte med veranda, hvor vi kunne hænge alt vores våde tøj.
Vi havde en dejlig uge, fik roet mange kilometer, badet i søerne, drukket vin på verandaen, snakket og grinet.
Vi håber ordningen med de udstationerede både i Dalsland fortsætter næste år.