7. September 2021:
Perfekte forhold til årets DM i coastalroning
- Forside
- Nyheder
- Perfekte forhold til årets DM i coastalroning
Billeder: Odder Roklub, find endnu flere på klubbens Facebook-side
Lørdag 4/9 blev årets DM i coastal (forbundsmesterskab) og Danish Open Coastal Rowing afholdt ved Saksild Strand med Odder Roklub som en fantastisk vært og arrangør.
Det var med spænding, at Odder Roklubs DM-udvalg og DFfRs coastaludvalg havde set frem til årets regatta, som sidste år måtte aflyses med kort varsel pga. corona-restriktioner. Var coastalroerne klar på igen at konkurrere efter nedlukning og perioder med restriktioner? Det må man sige, at de var!
51 hold og 69 roere havde tilmeldt sig regattaen, som er åben for både danske og udenlandske roere, og hvor danske klubhold også konkurrerer om at kunne kalde sig forbundsmester. Deltagerne kom primært fra Danmark, men der deltog også fem svenskere – heriblandt den tidligere verdensmester i coastalroning Peter Berg – to tyskere og to tjekker i regattaen. Stemningen fra morgenstunden fyldt forventningsfuld positiv energi over hele regattaområdet, fra bådtrailere, madbod, regattatelt på stranden og ikke mindst ved de mange coastalbåde, som blev gjort klar på stranden. Et fantastisk syn. Vejret var i den grad med roerne, og der var både tætte dueller og det udfordrende vand resulterede også i et par knækkede årer og kæntringer, men det hele medvirkede til at skabe god spænding, uden det på noget tidspunkt var utryg.
Forholdene var perfekte for et coastal DM – både for roere og tilskuere. Lækker bred sandstrand uden sten, en frisk østenvind, skum på bølgerne, sol og ca. 20 grader. Odder Roklub stillede med ikke mindre end 42 blåklædte meget positive og hjælpsomme hjælpere på selve dagen.
”Det var et aldeles fremragende, velorganiseret og vellykket coastal DM. Det var en fantastisk dag, hvor alt klappede, og hvor et godt og meget stort forarbejde og indsats fra Odder Roklubs DM-udvalg og mange andre i Odder Roklub kunne virkelig mærkes – og bar frugt. ” udtaler formand for DFfRs coastaludvalg Peter Froskov.
Viceborgmester Lone Jacobi holdt åbningstalen og Susanne Thorsen fra DFfR’s hovedbestyrelse holdt afslutningstalen.
Lørdag var TV2 Østjylland også forbi, og om aftenen var der et fint indslag med i nyhederne som du kan se her.
Hvis du vil læse mere om mesterskaberne, og hvordan det gik, så kan du finde link til en artikel fra TV2 Østjylland har skrevet ude i høje side/i bunden af siden her.
Her kan du også finde et link til Odder Roklubs Facebook-side, hvor der ligger mange billeder fra dagen på Saksild strand. Hele artiklen om mesterskaberne som Odder Roklub har skrevet, kan også findes her.
Forbundsmestre i coastal 2021:
CW1x: Mette Dyrlund Petersen
CM1x: Thorleif Rud Lindholm, Danske Studenters Roklub
CW2x: Lea Benedicte Skov Hansen og Julie Schou(2
CM2x: Jakob Grænge Hansen og Lars Fjord Garvey, Danske Studenters Roklub
CMix2x: Mette Dyrlund Petersen og Thorleif Rud Lindholm, Danske Studenters Roklub
CW4x+: Amalie Riff Brems, Elisabeth Solbjerg Kaalund Keller, Simone Krog Christensen, Samantha Don Robbins, Martin Grand Ast (cox)
CM4x+: Jakob Grænge Hansen, Joen Petur Jacobsen, Lars Fjord Garvey, Thorleif Rud Lindholm, Martin Grand Ast (cox)