wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Sverri Nielsen stjal igen billedet, da han vandt sølv ved World Cuppen i Luzern

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

M1x:
Sverri Nielsen satte streg under at OL-formen er lige rundt om hjørnet, da han vandt sølv ved World Cuppen i roning i Luzern efter tyskeren Oliver Zeidler. World Cuppen i Luzern var næstsidste test, før Sverri sammen med resten af de OL-kvalificerede danske roere rejser på træningslejr i Japan før OL.

På forhånd var det aftalt med træner Thomas Poulsen, at Sverri skulle forsøge at hænge på den tyske verdensmester Oliver Zeidler så længe som muligt, for så at knække ham i slutfasen. Den taktik lykkedes ikke for ved 1000 meter mærket var Sverri blot på fjerdepladsen, 2,85 sek. efter Zeidler.

Men i slutfasen fik Sverri takket være en stærk spurt dog roet sig op på andenpladsen foran nordmanden Kjetil Borch, og var i mål 1,87 sekund efter Zeidler. Efter løbet sagde Sverri: “Jeg kom ikke helt så hurtigt fra start, som vi havde planlagt, og de første 1000 meter var ikke helt så hurtige, som jeg havde håbet. Men jeg følte, at jeg havde mere at give på de sidste 1000 meter. Alt i alt er jeg godt tilfreds med min indsats i Luzern. ”

W4-:
Med ca. to måneder til OL er damefireren uden styrmand, der allerede er OL-kvalificeret inde i en periode, hvor der eksperimenteres og prøves ting af i forhold til at fremelske roernes styrker på de enkelte pladser og finde den rigtige konstellation. I Luzern var det Trine Dahl Pedersen, Frida Sanggaard Nielsen, Ida Gørtz Jacobsen og Christina Juhl Johansen, der fik chancen, og med to 6. pladser i fredagens opvarmningsløb og søndagens finale, skal man nu finde ud af, hvordan man bedste får brugt den næste World Cup i Sabaudia til at optimere formen frem mod OL. Pigerne har set gode ud i træning i Luzern, og man er nu fokuseret på, at arbejde videre med ændringen i bådens rytme.

Om søndagens finale sagde træner Mads Haubro: “De havde en langt bedre start og nogle ret gode første 1000m. De rammer rytmen klart bedre end i deres første løb. Ved 1200 driller styringen dog og de rammer bøjer med bagbord årer. Det koster en smule på farten, men specielt rytmen er svær for dem at fange igen efter dette. De bliver lidt for ivrige og roningen bliver alt for stresset resten af racet. Vi har arbejdet meget intenst på at skabe en lidt lettere rytme, hvilket de også rammer på den første halvdel. Vi er overordnet set rimelig glade for, at vi, efter kun tre uger i denne konstellation, kunne tage noget af det gode med fra træningen. Vi ser positivt frem til den kommende periode, hvor vi vil arbejde videre med den ændring i bådens rytme vi ønsker.”