23. February 2021:
DFfR støtter at idrætten gives muligheder og at restriktioner lempes
- Forside
- Nyheder
- DFfR støtter at idrætten gives muligheder og at restriktioner lempes
DFfR hilser det velkomment, at der fra myndighedernes og regeringens side lægges op til, at særligt udendørs idræt kan genåbnes. Det er fint i tråd med det som direktøren for Danmarks Idrætsforbund søndag d. 21/2 har tilkendegivet, at idrætten påny skal gives muligheder. Håbet er, at der kan gives lempelser for forsamlingsforbuddet således, at børn og unge kan mødes til idræt i grupper op til 20 personer. Samtidig har forbundene for håndbold, svømning og ridning opfordret til, at der gives tilladelse til en kontrolleret åbning af foreningsidrætten. Regeringen barsler desuden med tanker og muligheder for regionale åbninger i de områder med lav smitteforekomst. Sådanne forventes lanceret i uge 8.
DFfR støtter muligheder for idrætten. Roning er fortrinsvis en udendørs sport og roklubberne er oftest placeret i områder med lav befolkningstætning. Samtidig er roere i moden alder samvittighedsfulde og ansvarlige. Med alle forholdene taget i betragtning er risikoen for at pådrage sig en corona i bådehallen, på bådebroen eller i båden på åbent hav sikkert ret lille sammenlignet med køen ved kassen i f.eks. Bilka.
Der appelleres til, at roklubber nu kan åbnes til at tage imod nye og erfarne medlemmer. Der er brug for at genfinde samværet og glæden under kontrollerede former. Vi kender de velkendte foranstaltninger som sprit, afskærmning, mundbind og afstand. Det har vi vænnet os til. Roning kan komme sæsonen i møde i en verden, hvor det unormale er blevet normalt. Derfor bør der kunne etableres nogle former og regler for, hvordan klub og ro-liv kan reetableres. Det gælder både roture kort og langt men også konkurrence på sø og hav.
Vi har brug for, at det tillades, at den daglige og almindelige motion kommer ind i faste og gængse rammer hos klubberne. Omkostninger ved at undlade dette er givetvis større end ved at fortsætte en total nedlukning. Idræt sammen med andre er vitalt for vores fysiske og sociale sundhed. Vi har brug for mental sundhed. Vi har lært corona at kende og vi ved hvordan vi kan undgå at blive smittet. Samtidig synes en risiko for at pådrage sig en corona meget lille, når idrætten især foregår udendørs f.eks. i forbindelse med en rotur på vandet. Det kan sagtens gå hånd i hånd med, at indendørs aktiviteter og sociale sammenkomster fortsat holdes på et minimalt niveau i henhold til forskrifter. Den markant udvidede kapacitet for lyntest og PCR test giver også nye muligheder. Hertil kommer en hastig udrulning af vaccinationer. Det bør komme roning og udendørs idræt til gode og give vores idræt nogle muligheder i en unormal verden, som nu er blevet den normale virkelighed.
I marts er det standerhejsningstider. Vi sætter vores lid til, at roere igen kan komme på vandet i store og små både.