21. December 2020:
Sverri Nielsen officielt udtaget til OL
- Forside
- Nyheder
- Sverri Nielsen officielt udtaget til OL
Bomstærke Sverri Nielsen vandt i oktober måned EM i roning i singlesculler (M1x). Nu krydres et stærk efterår med en OL-billet. DIF’s bestyrelse og Danmarks Olympiske Komité har nemlig udtaget Sverri Nielsen til De Olympiske Lege i Tokyo 2021.
Sverri Nielsen har været en del af det danske rolandshold og den absolutte verdenstop i roning i et stykke tid, men det er første gang, at den 27-årige færing skal prøve kræfter med verdens største idrætsbegivenhed.
Ikke nødvendigvis medalje-favorit
”Jeg er mega-glad for, at det nu er bekræftet, at jeg er udtaget til OL. Det bliver helt sikkert en stor og anderledes oplevelse, og jeg glæder mig utroligt meget til at repræsentere Danmark og Færøerne i Tokyo,” siger Sverri Nielsen.
Med flere internationale medaljer i bagagen vil mange sikkert holde et ekstra øje med Sverri Nielsen, når medaljerne skal fordeles i Japan. Men Sverri Nielsen ser nødvendigvis ikke sig selv som olympisk medaljefavorit.
”Jeg ville ikke bruge så meget tid og energi på det her, hvis jeg ikke altid gik efter at vinde. Det gør jeg selvfølgelig, men når det så er sagt, så er OL en kæmpe og hel speciel begivenhed, hvor alt virkeligt kan ske. Og der er mange utroligt stærke navne, der vil kæmpe med om medaljer, så det bliver svært.”
Team Danmark direktør: Sverri er dybt fascinerende
Topplacering i Tokyo eller ej. Stensikkert er det, at Danmark sender en vanvittigt stærk atlet til OL, fortæller Lone Hansen, adm. direktør i Team Danmark.
”Sverri Nielsen har gennem lang tid imponeret med sine vanvittige rekorder, når vi tester ham. Det er dybt fascinerende at se, hvor hårdt han arbejder, og hvor super dedikeret han er til at blive bedre og bedre. Han er et godt eksempel på, hvordan tålmodigt og langvarigt arbejde betaler sig. Han har med hjælp fra nogle yderst kompetente trænere på Danmarks Rocenter flyttet sit niveau til øverste hylde og er i dag en af verdens allerhurtigste roere. Det er så fortjent, at han nu skal med til OL, hvor han kommer til at repræsentere Danmark og også Færøerne på flotteste vis,” siger Lone Hansen.
(Foto: Dorthe Jensen)
Sportsdirektør: Sverri er en rollemodel
Sportsdirektør Finn Trærup-Hansen glæder sig over at Sverri Nielsen´s OL-udtagelse nu officielt er på plads.
”Danmarks Idrætsforbunds udtagelse af Sverri Nielsen til OL kommer på baggrund af den kvotaplads, han så flot sikrede med en sølvmedalje ved sidste års VM i Linz. Udtagelsen er et vigtigt skridt i Sverris karriere, som over de seneste ca. 2,5 år har flyttet sig fra at være lige under de bedste til at være blandt de allerbedste. Så skal der naturligvis prøves kræfter med en OL-konkurrence. Men jeg ser også udtagelsen som en profilering af en superfin rollemodel. Hans tilgang til at udvikle sig, hans fokus i træning og dedikation til det, han gør, er til inspiration for alle udøvere, der er seriøse og vil noget med deres sport!”, siger Finn Trærup-Hansen og fortsætter:
”Jeg ser frem til de yderligere fire kvotapladser i damefireren, der skal sættes navne på senere, og jeg håber, at kvalifikationsregattaen i maj resulterer i flere roere kan sætte navn på billetter til Japan.”
Færinger kan glæde sig ekstra meget
Også DIF’s chef de mission for OL-holdet, Søren Simonsen, ser frem til at få Sverri Nielsen i OL-truppen:
”Udtagelsen af Sverri er en rigtig god nyhed for alle sportsinteresserede, som glæder sig til de store OL-oplevelser, vi har i vente til sommer. Sverri har gennem lang tid leveret nogle flotte internationale resultater, herunder en VM-sølvmedalje i 2019 og en EM-guldmedalje i 2020. Resultater, der siger rigtig meget om, hvilket topatlet Sverri er. Det glæder mig også, at vi nu har en færing med på det atlethold, som dags dato tæller 17 navngivne atleter. Jeg er sikker på at det ikke kun er Sverri, der netop nu er meget stolt, men også hele den færøske befolkning, som med garanti glæder sig ekstra meget til at følge med til OL.”