I perioden op til EM, der begynder den 9.oktober får trænere og atleter mulighed for at fortælle om optakten til EM for de individuelle både, i denne omgang LW2x og M2X.
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
(LM2x, Marie Mørch og Mathilde Persson)
Frederik Leicht:
”Det er selvfølgelig en mærkelig situation, at komme herned fordi vi har intet, vi rigtigt kan måle os op ad. Men vi har roet mod en del DRC-hold og det har været meget givtigt for os. Det har givet tro på egne evner fordi vi har kunnet se, at vi kunne være med, og givet os ekstra motivation. Vi har ligget og testet os mod de hold, der har kvalificeret sig og så de hold, der kommer til kvalifikations-regattaen. Og det har givet et godt pejlemærke i forhold til, hvor vi ligger. Jeg synes med de takter, som vi har vist, skal vi nok gå hen og få en sjov regatta.
Mathilde Persson glæder over den ekstra frihed, der har givet på denne tur ikke at være en del af Danmarks Rocenter. ”For mig har det tit givet et ekstra forventningspres at ro for DRC, som måske har gjort, at jeg blev meget nervøs. Denne gang føler jeg, at vi kan ro uden pres og samtidig har vi kunnet arrangere tingene præcis, som vi ønsker. Vi har boet i Airbnb, har kunnet arrangere os som vi ville og vi behøver ikke gå ned til aftensmad til et specielt tidspunkt. Jeg har altid været stolt af at ro for DRC, men jeg glæder mig også over den frihed, som vi har haft på denne tur.”
(M2x, Nick H.Larsen og William Wisholm)
M2x er en af de bådtyper, hvor der er allerflest både tilmeldt. Ikke færre end 19 mandskaber stiller til start i Poznan, og det kan mildt sagt blive lidt af en udfordring af følge med for Nick H. Larsen og William Wisholm. Polen, Schweiz, Irland og Rumænien ventes at skulle kæmpe om pladserne på podiet, men på det niveau skal man naturligvis ikke forvente at se William og Nick, der er taget til Polen for at høste international erfaring, men som også er klar over den enorme udfordring, der venter forude.
”Det er virkelig hårde odds, der venter os, siger William. Nick arbejder fuld tid som elektriker mens jeg studerer på fuld tid, og vi har siddet sammen i båden i to måneder, så at forventer de store resultater i Poznan er utopi. Vi står selvfølgelig til at få nogle klø, men vi kommer til at ro det bedste vi har lært og så lukke øjnene og håbe på det bedste. Vi er meget glade for at være blevet udtaget, hvilket jo betyder, at der er nogen, der tror på vores evner, og så skylder vi dem selvfølgelig at ro det hvide ud af øjnene selv om konkurrencen på forhånd ser voldsom ud.”