wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
I en tid hvor det ikke er muligt at træne, ”som vi plejer”, kommer her nogle bud på og inspiration til, hvordan et par klubber løser udfordringen med at holde gang i ungdomstræningen og kontakt med de unge, mens vi venter på at komme ud på den anden side.

Københavns Roklub (ledende ungdomstræner Sebastian Sølve):

Vi mener, at det er vigtigt at holde noget kontakt med juniorerne, så de ved, at vi tænker på dem og glæder os til at genoptage træningen på den anden side.

Vi gjorde sådan, at i starten af denne tid, lavede vi challenges til juniorerne, såsom planke-challenge, squat-challenge, lunges-challenge osv. Det gjorde vi for at holde dem lidt i gang, mens vi ikke rigtig vidste, hvor længe det skulle vare med denne ‘karantænetid’.

Da vi fik at vide, at det ville være en længerevarende periode, begyndte vi at ringe rundt til alle juniorerne en gang om ugen ca. Vi snakker med dem om, hvordan de har det derhjemme, og hvordan de kan holde motivationen oppe ift. træningen osv. Vi giver dem gode idéer til sjove ting, de kan lave i hjemmet, eller når de f.eks. løber en tur.

Derudover har jeg lavet en lille video, hvor jeg gennemgår nogle øvelser, som de kan lave dagligt også med deres forældre, hvis de skulle have lyst.

Video: KR-challenges til juniorerne
Se hvordan de gør i KR
Træning sammen - hver for sig

Hadsund Roklub (formand Anders Toft Christiansen)

Straks vores klub blev lukket tænkte vi: Hvad gør vi nu?

Vi startede med at køre 30 romaskiner ud til medlemmerne. Først og fremmest til klubbens ungdomsroere. Der er endvidere leveret vægttræningsudstyr og enkelte motionscykler.

Alle ungdomsroere får i forvejen tilsendt ugentlige træningsprogrammer via mail. Forskellen nu er – at man må træne hjemme alene.

Efter den første uge måtte der mere til. Vi kunne se og ikke mindst læse / høre, at ungerne savnede det sociale samspil i klubben.

Mandag i uge 13 startede vi derfor et socialt arrangement, hvor vi via en oprettet gruppe på Messenger har fået tilknyttet alle ungdomsroerne.

Hver aften mellem 17 og 18 mødes vi via Messenger omkring løsning af opgaver, trænergruppen har lavet.

Vi har spillet:

  • Kan du huske din klub? 18 nærbilleder af genstande fra klubben blev offentliggjort et ad gangen på Messenger. Den der først kom med rigtigt svar vandt. Aftenens vinder var bedst af 18.
  • Et vidensspil via kahoot.
  • Dan ordet SCULLER med genstande fra dit hjem. Genstandenes forbogstaver skal danne kodeordet SCULLER. Send et billede til vores gruppe. Første rigtige svar er aftenens vinder.
  • Ro 5 min i romaskine. Mindst 500 meter. Kom med et bud på aftenens gennemsnit.
  • Toiletfitness: Lav en lille video hvor du træner ryg, mave, ben, arme samt en selvvalgt muskelgruppe. En toiletrulle skal indgå i alle øvelser. Dit video vil blive bedømt ud fra sjov og funktionalitet.
  • Fiskespil: Hvem opnår det bedste resultat på 4 min?

De 3 bedste gennem ugen modtog første uge hver en craft-trøje med klublogo.

I denne uge spille vi om samme præmie. Dog kan vinderne fra første uge ikke få en trøje. De får i stedet en stor pose fredagsslik.

Der har endvidere været en konkurrence, hvor ungerne skulle lave et skateboard om til en robåd. Vi fik eksempler på både singlesculler og toer uden styrmand.

Vi fortsætter legen til vi igen må komme i klubben. Vi modtager masser af positiv respons fra både forældre og ungdomsroere. Tydeligt at alle glæder sig til at deltage hver aften. Vi har stor succes med at “Piske en stemning op” i  timerne op til kl. 17.

Alle medlemmer i vores klub modtager via klubbens mailsystem hver uge en nyhedsmail, hvor vi opridser situationen. Hvad er der sket og hvad vil der ske i kommende uge. Ugebrevene ligger endvidere frit tilgængelig på klubbens hjemmeside. Ingen skal være i tvivl om, at i Hadsund Roklub tager vi situationen omkring Corona alvorlig. Vores klub er helt lukket for aktivitet ude som inde frem til og med 13. april, men derfor kan vi jo godt have fuld gang i klubben på anden måde.

Man er velkommen til at kontakte Hadsund Roklub for mere inspiration.