21. December 2019:
Rollemodel og øget træningsmængde skal bane vejen for flere OL-pladser
- Forside
- Nyheder
- Rollemodel og øget træningsmængde skal bane vejen for flere OL-pladser
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Det er ingen hemmelighed, at der siden letvægtsfireren blev taget af det olympiske program generelt har manglet rollemodeller i dansk herreroning. Profiler, der kunne vise vejen, og havde resultaterne til at understøtte, at de havde fundet nøglen til succes. Men i takt med Sverri Nielsens imponerende præstationer i den forgangne sæson har Danmarks Rocenter fået en ekstra kanin i hatten i bestræbelserne på at skabe det rigtige fundament for at dansk herreroning kan forøge repræsentationen af både ved det kommende OL.
Dansk ronings flagskib
Efter gradvist at have etableret sig i verdenseliten, blev 2019 det absolutte gennembrud for Sverri Nielsen. Den brølstærke færing kan således se tilbage på en sæson med to World Cup sejre samt en flot andenplads i herrernes singlesculler ved VM, og det har gjort ham til en person, som holdkammerater og unge talenter ser op til. Han er blevet en af dansk ronings flagskibe, en som resten af herrerne i Danmarks Rocenter og som de unge talenter ude omkring i klubberne kan og bør lade sig inspirere af.
”Nu har vi endelig en rollemodel lige midt i vores miljø. Vi har en der har knækket koden”, siger træner Jens Vilhelmsen. ”Vi har en, der har en god teknik, en god fysik og en jernhård disciplin. Så derfor har jeg selvfølgelig opfordret resten af herrerne til at kigge på-, lære af og snakke med Sverri, så de kan få et indtryk af, hvad det er han gør, som adskiller ham fra andre”, siger Jens Vilhelmsen, der understreger, at Sverris succes gør en enorm forskel for resten af herrerne.
Opskrift på succes
”Det gør roerne fortrøstningsfulde om, at hvis de følger hans opskrift, så er mulighederne for succes i vores træningsmiljø store. De kan se, at der en, der har lykkedes med at gøre tingene på en bestemt måde, og så har de en tro på, at hvis de efterligner hans træningsmodel, så kan de også opnå succes”, siger Jens Vilhelmsen
Jens Vilhelmsen, der har fået overdraget ansvaret af træningen for både herrernes letvægtsgruppe og den åbne herregruppe, forlanger disciplin og en dedikeret indsats af herrerne i Danmarks Rocenter. ”Jeg har et minimumskrav om, at der skal trænes minimum 20 timer hver uge i pulszonerne. Selvfølgelig vil vi trappe lidt ned hen til konkurrencer, og nogle uger skal kroppen have en puster, men generelt skal der trænes minimum 20 timer hver uge”, siger Jens Vilhelmsen. De 20 timer er ikke et tal, der er grebet ud af luften, men er netop baseret på, at Sverri i sidste sæson har trænet +20 timer om ugen, og dansk herreroning har brug for at stramme op i forhold til træningsmængden, hvis man vil være med blandt de helt store nationer, understreger Jens Vilhelmsen.
”Vi skal træne mere fordi vi kan se, at de lande, der ligger foran os, træner simpelthen bare mere end vi gør. Vi har før haft et mantra om, at det ikke kan lade sig gøre på grund af studie eller arbejde. Men det er der altså andre lande, med dårligere vilkår end os, som formår at løse, og de træner altså bare væsentlig mere end os. En stor del af Sverris succes hænger sammen med, at han prioriterer roningen først, og det er også vigtigt, at de andre gør det, hvis de skal op på hans niveau. Et niveau som det på ingen måde er nemt at opnå”, slutter Jens Vilhelmsen.