27. September 2019:
U18 landsholdet klar til Baltic Cup i Estland
- Forside
- Nyheder
- U18 landsholdet klar til Baltic Cup i Estland
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]
I morgen, lørdag, går startskuddet til sæsonens sidste internationale mesterskab, Baltic Cup 2019 afvikles i år i Estland og alle 11 Baltic Cup-lande stiller i år til start.
Den danske landsholdsdelegation består af 22 U18 roere fordelt på ni mandskaber.
I år er det talentkoordinator Anders Tranberg Andreasen som er mandskabsleder for det danske landshold i Estland, og han fortæller at turen til Estland er gået lige efter bogen:
”Det er gået snorlige med at komme herover. Vi kom lige over middag og satte os direkte til frokostbordet. Nu er roerne i gang med at rigge til, så de kan komme ud og prøve vand. Det er et godt set-up de har herovre, og der er styr på tingene.”
For de fleste af roerne, så er Baltic Cup første gang de får et akkrediteringskort om halsen, og skal konkurrere på den internationale scene.
En af de roere som er med, og for første gang skal repræsentere Danmark på den internationale kaproningsbane er Trine Leitzke fra Odder Roklub, og hun har glædet sig til sin internationale debut:
”Jeg synes det er vildt fedt, at jeg får muligheden for det – og jeg har virkelig glædet mig til at komme ud og konkurrere med andre lande.”
Trine Leitzke skal ro i dobbeltsculler med Ida Marie Reimer fra Lyngby Roklub og de to er blevet sat i båd sammen, i forbindelse med sommerens Baltic Cup Camp, der blev afholdt i Hadsund, og det har fra starten af, været en rigtig god båd, fortæller hun:
”Jeg synes det var nemt, og første gang vi var ude sammen virkede det som om vi aldrig havde lavet andet. Nu er det blevet endnu bedre, og det kan vores træner også se. Men vi har det også godt udenfor båden, og det er ret vigtigt at det også fungerer.”
Baltic Cup løber over to dage, og roerne skal lørdag ro 2000m mens de om søndagen ror den korte distance på 500m.
Roerne samler point sammen gennem hele regattaen og når regattaen er slut bliver der også delt pokaler ud til de tre lande der har fået flest points, hvor Danmark sidste år tog andenpladsen.