wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Med rød løber og celebert besøg var der en snert af Oscar-uddeling over begivenhederne, da DSR´s festsal i København lørdag aften dannede ramme for indvielsen af Dansk Ronings Award Night.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Bredden og eliten havde sat hinanden stævne på Strandvænget, hvor gæsterne anført af Protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte samt centrale repræsentanter for Dansk Idrætsforbund, Team Danmark og Gladsaxe Kommune sammen med roere, trænere, klubformænd og frivillige kunne fejre året for DFfR.

Aftenen var krydret med underholdning, kommentarer og anekdoter fra aftenens værter, Kasper Haagensen (DSRs formand) og Henning Bay (Formand for DFfR), der sørgede for en fremragende stemning i festsalen, der var fyldt til bristepunktet.

Flot arrangement
Takket være bl.a Eurow, DFfRs eget anpartsselsbab, der blev stiftet i 2006, var DFfR i stand til at stable et arrangement på benene, der høstede stor ros fra bla. Team Danmarks direktør Lone Hansen.

”Jeg synes det er et helt rigtigt initiativ på den måde, at her har man en aften for at sige tak, for at rose og anerkende og de dele er bare hamrende vigtige i sport. Vi har trænere og atleter, der er dedikerede og her i aften kan vi huske at stoppe lidt op og netop anerkende alt det gode arbejde, der bliver gjort i dansk roning”, sagde Lone Hansen og uddybede sin kommentar.

”Der har længe i dansk idræt været en tradition for at man fester og fejrer. Og så har der været en periode, hvor man har været lidt dårligere til det. Og forhåbentlig er dette initiativ med til at samle op på nogle af de traditioner.  Og her har man en ramme i DSRs bygning, hvor der er mange traditioner. Så for mig er det en rigtig god setting for at feste og fejre og huske, hvor vi kommer fra og dermed også løfte det op til der, hvor vi skal hen”.

Vigtigt at hylde og anerkende
Hen i mod slutningen af arrangementet fik Formand Henning Bay også mulighed for at sætte ord på sin oplevelse af aftenen:

”Jeg har en god følelse. Jeg har en oplevelse af, at folk snakker godt sammen. Ved at man samler folk i dag, så giver det en positiv oplevelse af roning og en oplevelse af, at når man står sammen, så kan man nå vidt. Når efteråret slutter og vinteren starter, så er det vigtigt at vi hylder og anerkender hinanden for det arbejde, der er blevet gjort og resultater, der er opnået. Om sommeren er medie-interessen der næsten automatisk. Men det er den ikke om vinteren. Og sådan en aften her er også med til at skabe opmærksomhed i en periode, hvor der er mere fokus på de indendørs sportsgrene.

Følgende roere, trænere og frivillige modtog hæder ved aftenens arrangement:


Amalie Brems (DSR) fik champagne for sit guld i Coupe de la Jeunesse


Guldfireren repræsenteret ved Eskild Ebbesen, Kasper Winther Jørgensen, Thomas Poulsen, Mads Kruse Andersen, Niels Laulund, Thomas Ebert, Thor Kristensen og træner Bent Fransson blev hædret for deres mangeårige fantastiske indsats.

Derudover blev der uddelt kaproningsnåle i guld til:


– JW4- for EM bronze. Mathilde Kiilgaard DSR, Mathilde Hjorth, Emma Olsen, Marie Ramm (alle Bagsværd)


– W4x for VM sølv. Mathilde Persson (Bagsværd), Juliane Elander Rasmussen (Odder), Aja Runge Holmegaard (Roskilde) og Trine Toft (Hadsund).


-Anne Dsane Andersen for OL-bronze i 2016


Pokal blev overrakt til Aalborg Dame Roklub for årets DFfRs DM-titel i Motionsroning

Aftenen blev rundet af med hovedpriserne, der gik til følgende:

Årets træner blev Line Mølle (Bagsværd Roklub)


Årets Klub blev Assens Roklub


Årets unge Kaproer blev Frida Sangaard Nielsen (Bagsværd Roklub) – Til prisen som Årets unge Kaproer var der specialdesignet et helt særligt emblemsmykke som blev overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte.