6. August 2018:
Værdifuld erfaring for danske roere ved velorganiseret EM
- Forside
- Nyheder
- Værdifuld erfaring for danske roere ved velorganiseret EM
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Det var første gang, at EM blev arrangeret som en multisports-event med seks sportsgrene (svømning, golf, roning, cykling, triatlon og gymnastik) i den samme by, Glasgow. Umiddelbart var tanken bag arrangementet, at give europamesterskaberne i de pågældende sportsgrene mere opmærksomhed og skabe blot en flis af det hype, der findes omkring OL.
Eksperimentet lykkedes
For roning lykkedes eksperimentet til fulde i følge den FISA-briefing som mandskabsleder Lea Jakobsen fik i kølvandet på EMs afslutning. Opmærksomheden kunne ingen i hvert fald klage over. 30 lande havde købt TV-rettighederne til ro-konkurrencerne og TV-hold fra 17 lande meldte deres ankomst i den skotske hovedstad. Det var meget forskelligt, hvorledes de forskellige nationer valgte at prioritere eventen i forhold til ro-konkurrencerne. Nogle lande valgte at holde deres bedste roere hjemme, men der var også mange nationer, der sendte deres top-atleter, og det betød, at de danske roere generelt kunne nyde godt at et meget højt niveau ved stævnet, fortæller mandskabsleder Lea Jakobsen.
”Man kunne fornemme det enorme set-up omkring eventen og det hype, der generelt blev skabt omkring EM, når man kørte igennem byen og var på ro-stadion. Organisatorisk virkede alt rigtig godt. Der var mange tilskuere og kameraer. Og det var første gang, at mange af vores roere blev speaket på direkte TV, og det gav en anden dimension til eventen. Desuden spillede vejret med hele eventen igennem, og det var overraskende eftersom det er en meget åben sø”, siger Lea Jakobsen.
Noget at stræbe efter
Alt i alt vendte de danske atleter hjem med en 6.plads i A-finalen i W1x, en 2.plads i C-finalen i M1x, en 2.plads i C-finalen i LM1x, en 4.plads i C-finalen i M2- og en 1.plads i B-finalen i W4-. Sportschef Finn Trærup-Hansen siger i en kommentar til stævnet, at ”vi er først og fremmest tilfredse med, at de kvalificerede roere har haft muligheden for at prøve kræfter med forberedelserne til og deltagelsen i et betydende mesterskab. Det har givet flere en sæson med noget at stræbe efter og at peake til, hvortil kommer en lille fornemmelse af et multi-sport event.
Konkurrencen har selvfølgelig været hård, da nogle nationer har satset fuldt på EM, og vi er derfor glade for den A-finale Mette Dyrlund Petersen, DSR sikrede sig. Hertil kommer at en del af de især unge roere tog værdifuld erfaring ud af deres præstationer.
Vi håber, at EM i år har været med til at udvikle og skærpe poolen af kaproere med internationale ambitioner i Danmark.”