wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
En kikset start kostede dyrt for Mette Dyrlund i A-finalen, mens Frank Steffensen satte OL-sølv-vinderen til vægs i C-finalen på den afsluttende dag ved EM i Glasgow

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

(W1x)
Det blev ikke den afslutning på EM, som Mette Dyrlund havde håbet på før A-finalen. Dertil var hendes kiksede start for dyrebar, og da hun først var kommet bag Schweizs Jeannine Gmelin og Østrigs Magdalena Lobnig blev det for hårdt at komme tilbage og Mette sluttede på sidstepladsen. ”Min start og min spurt fungerer ikke, det var noget rigtig skidt og det er noget, jeg skal hjem og træne på. Mit banetempo er egentlig ok, men når du ror mod Gmelin, Lobnig (og ukraineren, der overraskede mig meget), så skal du helst ligge foran dem fra start fordi ellers kommer du under maksimalt pres. Og det føler jeg også, at jeg kom i dag. Men jeg tager dagens oplevelse stille og roligt, det har alt i alt været en rigtig god sæson og jeg er meget fortrøstningfuld i forhold til fremtiden”, sagde Mette efter løbet i dag.

(M1x)
Frank Steffensen satte punktum for sin deltagelse i Glasgow med en andenplads i C-finalen. I de foregående løb i denne regatta, har Frank været godt med til 1000 meter, og derefter gået ned. Men i dag var Frank med hele vejen og kunne endda afvise OL-sølv-vinderen fra Kroatien, Damir Martin, i kampen om andenpladsen i C-finalen. ”Frank har forbedret sig fra dag til dag i denne regatta. Det har været godt at se, hvordan han har arbejdet med sig selv og selv om Damir Martin ikke er i storform tæller en sejr over OL-sølv-vinderen altid med i regnskabet. Der er ingen tvivl om, at det vil give Frank et skud moral før testregattaen”, siger mandskabsleder Lea Jakobsen.

(LM1x)
Sebastian Terp satte også for sidste gang årene i vandet søndag, da han roede C-finale mod finnen Kasper Hirvilampi og desværre måtte Sebastian tage til takke med andenpladsen i det løb. Lea Jakobsen roser dog Sebastian for at have disponeret løbet godt. Sebastian prøvede ikke at bruge for mange kræfter i løbets indledende fase, og forsøgte at have overskud til at hænge på længere frem i løbet end han har gjort i de tidligere løb. Terp tabte i dag med ca. fire sekunder, men har i Glasgow fået masser af international erfaring, som vil komme til gavn senere i karrieren.