15. July 2018:
Fire World Cup medaljer til dansk roning
- Forside
- Nyheder
- Fire World Cup medaljer til dansk roning
Af Pressechef Svend Bertil Frandsen
Det er et stykke tid siden, at Danmark fik medalje i LM2x. Faktisk var det helt tilbage i OL 2012, da Mads Rasmussen og Rasmus Quist vandt guld i London. Men måske er der et nyt dansk superpar på vej for Emil Espensen (DSR) og Alexander Modest demonstrerede i dag medalje-potentialet, da de vandt bronze efter et løb, hvor de tog det meste af feltet med en hurtig start. Taktikken var klar fra start. På med ryggen i starten og derefter bare derudaf. Og den taktik virkede helt efter planen for kun Irland og Belgien kunne følge danskerne til stor glæde for træner Jens Vilhelmsen. ”Det er bare så fedt, at de her to gutter tør gå ud og eksekvere en simpel, hård og på ingen måder sikker taktik. Det lover godt.”
Hårdt udlæg
Det var mindst lige så uventet at Anne H.Larsen, Frida Sanggaard Nielsen, Lærke Berg Rasmussen og Ida Gørtz Jacobsen kunne sikre sig sølv. Kvartetten havde før Luzern reelt kun haft fire dage til at arbejde sammen efter at Lærke blev flyttet over i båden, da satsningen med kvindernes toer uden måtte skrinlægges i år i kølvandet på Christina Juhl Johanssens lungehindebetændelse. Kvinderne havde lagt en fuldstændig identisk taktik til mændene, og man forsøgte fra start at fange resten af feltet på sengen ved at gå jernhårdt ud fra start. Det lykkedes også til fulde, og danskerne førte også feltet med 500 meter igen, men måtte til slut se australierne gå forbi. Det var den første danske medalje i denne bådklasse siden VM 2008, hvor Danmark vandt bronze.
Steffen Bonde Jensen Odder Roklub), Tobias Kempf (Odense Roklub), Joachim Sutton (Roskilde Roklub) og Tøger Berg Rasmussen (DSR) hang forståeligt lidt med hovederne efter at de blev kraftig distanceret i lørdagens semifinale. Men søndag fik kvartetten heldigvis tanket moral med en tredjeplads i B-finalen, som helt afgjort vil være med til at få troen tilbage i båden, siger træner Thomas Poulsen. ”I dag kan de jo se, at de ved hjælp af små tiltag forholdsvis let kan hente seks-syv sekunder. Havde de fået en dårlig oplevelse igen i dag, havde det været svært for dem at genvinde deres gode humør. Men nu kan de se, at det er muligt at forbedre sig, og det var det vigtigste i dag”, siger træner Thomas Poulsen.
Flot punktum
Fie Udby Erichsen (W1x) fik sat punktum for sin deltagelse i World Cuppen i Luzern ved at vinde B-finalen efter et ræs, hvor hun ind til de sidste 500 meter havde ligget nr. 2 for kun at rykke forbi australieren Madeleine Edmunds i slutfasen. Og bagefter var det en træt nordjyde, der skulle gøre status over sin præstation i det schweiziske. ”Jeg er træt og brugt og jeg slås for meget med dønningerne”, sagde Fie. Træner Mads Haubro glædede sig over et løb, der var langt bedre disponeret end lørdag, hvor Fie lagde for kraftigt ud. Desværre blev det lidt sejt hen over midten, hvor det var mere livligt i Linz, og nu skal man i Danmark arbejde på at få banetempoet til at sidde bedre fast.
Lige som Fie fik Sverri S.Nielsen afsluttet sin deltagelse i Luzern med en fornem 1.plads i B-finalen. Sverri har i det hele taget vist et imponerende niveau i Luzern, hvor han gradvist har lært, at det betaler sig, at spare på kræfterne. I dag fik han virkelig lagt låg på skuffelsen fra lørdag, da han førte fra start til slut, og stadigvæk så ud som om der var et ekstra gear, hvis der skulle have været brug for det. ”Sverri har jo været rundt blandt konkurrenterne og hørt, at hvis han havde ligget i det andet heat i går, så var helt sikkert gået videre, og det har helt sikkert givet ham noget moral. Han er i godt humør i dag, og det har han også grund til at være. Jeg har kæmpe respekt for det, han har lavet hernede. Jeg kan jo se på trænerne fra de store nationer, at de begynder at lægge mærke til ham. De ved godt, at han bliver en ordentlig mundfuld for dem at håndtere næste år”, sagde Thomas Poulsen.