12. July 2018:
Fie Udby: Medalje i Linz aflyste snak om bådskifte
- Forside
- Nyheder
- Fie Udby: Medalje i Linz aflyste snak om bådskifte
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Som en af de absolut mest fysisk stærke kvinder i dansk eliteidræt, står det klart for de fleste at Fie Udby Erichsen ligger inde med et enormt potentiale. Det potentiale foldede sig for alvor ud i 2012, da hun vandt sølv ved OL i London. I 2016 Rio var hun på vej mod et nyt stort resultat, da svirlen, hvor åren sidder fast, sprang op i semifinalen. Siden dengang har hun af forskellige årsager (bl.a en række skader i ryggen og underarmene) haft svært ved at vende tilbage til det samme niveau. Og derfor havde Mads og Fie aftalt, at et bådskifte måske kunne komme på tale, hvis medalje-forventningerne ikke blev indfriet inden for de første to World Cups i år.
”Fie vil gerne ro den sculler. Hun tror på at den kan gå stærkt, og det gør jeg også. Men det er lige meget, hvad vi tror på, hvis ikke det sker. Og derfor havde vi en snak om, at vi ville give det en skalle mere, og hvis ikke det lykkedes, var vi nødt til at tænke i nye baner”, siger Mads Haubro, hvilket Fie bekræfter. “Men efter Linz kan vi jo stadig godt se, at hun har fart, når det spiller” (Fie vandt bronze ved World Cuppen i Linz)
Tekniske tiltag
Og for at forbedre hendes indsats har man lavet en række tekniske tiltag.”Igennem årene er hun blevet for lang i indsatsen. Vi har fået det rettet ind, så hun nu er markant kortere i den måde, hun sidder på i forhold til de sidste fire/fem år. Og det gør, at hun nemmere kan holde det flydende fordi en af hendes udfordringer er, at hun tager den for hårdt i indsatsen. Og når man er mest presset, falder man ofte tilbage til gamle mønstre/vaner. Der er en balance i, hvor lang hun skal være i forhold til, hvor hårdt hun tager fat”, siger Mads Haubro.
Taktikken i Luzern er helt klar. Fie skal, hvis det er muligt, i finalen uden at bruge for mange unødige kræfter.” “Jeg har jo altid været bedst, når det har været VM og OL, hvor vi har en dag mellem hvert løb til at restituere og motivere sig selv igen. Hvorimod når du har to løb den ene dag, et løb den næste dag og et løb igen den tredje dag, det er hårdt for mig”, siger Fie Udby Erichsen. Og det er netop det scenarie, som hun bliver konfronteret med på Rotsee i Luzern. 21 både er meldt til start, og det giver et fortættet program samtidig med, at konkurrencen pr. tradition er i top til Luzern.
Fortættet konkurrence
”Konkurrencen for at komme i finalen er større i Luzern fordi forskellen på nr. fem og ti er utroligt lille. I Linz var vi syv, der var tætte, hvorimod her kommer vi til at være en ti-tolv stykker, der ligger meget tæt. Så der vil jeg sandsynligvis være nødt til at give den mere gas i de indledende løb end i Linz”, siger Fie, der græmmer sig over, at meget vind og dårlige træningsbetingelser har gjort optakten til Luzern meget vanskelig.
”Op til Linz havde jeg en virkelig god optakt. Rigtig godt vejr, og en rigtig god fornemmelse af båden igennem en længere periode. Før Linz havde jeg ingen ture i ergometer for vejret var så godt, at jeg kunne komme på vandet hele tiden. Og her før Luzern har jeg været nødsaget til at sidde i ergometer mange gange. Så der er stor forskel på den føling, du har med båden alt efter, hvor mange træningstimer vejret har tilladt dig, at have på vandet. Så jeg ved ikke rigtig, hvor jeg står før Luzern”, siger Fie Udby Erichsen.