8. November 2026:
Se de nominerede til: Årets Træner 2026
- Forside
- Nyheder
- Se de nominerede til: Årets Træner 2026

Når vi d. 21. november, i samarbejde med Københavns Roklub, inviterer til årets Award Night, skal vi traditionen tro fejre årets præstationer, men
De indstillinger vi har modtaget, bevidner om at vi har mange, dygtige trænere i dansk roning. Derfor har det også været en opgave for priskomiteen at udvælge de tre endeligt nominerede til titlen, Årets Træner 2026.
Den første nominerede er Peter Weile fra Middelfart Roklub
”Resultaterne kommer ikke af sig selv, men er et udtryk for det arbejde, den forberedelse og den indsats, som både træner og roere lægger i projektet. Peter fortjener anerkendelse for sin indsats, fordi han er med til at udvikle roerne og skabe resultater i en disciplin, hvor der fortsat er behov for at opbygge erfaring, træningsmuligheder og et stærkt sportsligt fundament.”
Peter er en vigtig grundsten i forbundets fortsatte udvikling af coastalroning og i særdeleshed disciplinen Beach Sprint. Her samarbejder han på kryds og tværs med de relevante aktører for at skabe de bedste rammer for netop udviklingen. Samtidig har han en helt særlig evne til at møde atleterne i øjenhøjde, det sted de er. Han går med på sjov og ballade når tiden er til det, men kan samtidig skabe det rette rum for fokus, når det kræves.

Den anden nominerede er Hans Peter Busk fra Bagsværd Roklub
”Han har været en afgørende del af vores udvikling og har formået at få os fire til at fungere godt sammen både i og uden for båden. Han har skabt et stærkt sammenhold og fået os til at arbejde mod det samme mål. Det har virkelig været en vigtig del af, at vi i år vandt bronze ved både U19-EM og U19-VM.”
Hans Peter har med sit store engagement og sin rolige personlighed været en afgørende del af udviklingen af Bagsværd Roklubs unge roere. Han har formået at skabe et trygt og fokuseret træningsmiljø, hvor roerne trives og udvikler sig både individuelt og som hold. Samtidig har han selv gennemgået en imponerende udvikling som træner og er med til at skabe et stærkt og velfungerende trænerteam. Hans evne til at samle fire unge roere om et fælles mål har i høj grad været medvirkende til, at Danmarks U19 JM4x i år kunne ro sig til bronze ved både EM og VM.

Den tredje nominerede er Carsten Hassing, fra Bagsværd Roklub / Talentcenter Øst
”Han gør en ekstraordinær indsats for klubbens kaproere ved ikke blot at fokusere på de sportslige resultater, men i høj grad også på den menneskelige udvikling og det stærke træningsfællesskab. Han besidder en unik evne til at møde roerne i øjenhøjde og få dem til at forstå, hvad der skal til for, at de kan udvikle sig til de absolut bedste udgaver af sig selv – både på vandet og uden for robåden.”
Der er altid højt humør, når Carsten er i nærheden. Han besidder en lethed og en lattermildhed som er med til at skabe tryghed hos de roere han træner. Derudover har han en enorm rosportslig viden, fra hans mange års erfaring som træner, han gladelig deler ud af til de roere han træner, for at give dem de bedste forudsætninger for at forbedre sig.

Hvem der bliver Årets Træner 2026 er endnu ikke afgjort, men afgøres via afstemning.
Afstemningen er ikke offentlig, men foregår på den måde at klubber, der er medlem af DFfR hver har én stemme, mens DFfRs Kraftcenterklubber har to stemmer hver.
Årets Træner 2026 afsløres ved Award Night 2026, som i år afholdes i Københavns Roklub, d. 21. november.
Køb billet til arrangementet via link i højre side / i bunden af siden her.