Der er nyt fra LDKU
Langdistancekaproningsudvalget (LDKU) har gået efter et koncept med det vi forsøgte startet op i 2020. Desværre blev vi jo alle ramt af Corona sidste år, så vi nåede ikke i mål med genstarten af Langdistancekaproning.
Kort fortalt vil vi gerne have mange – mere lokale – kaproninger afholdt, på et niveau hvor alle kan være med; såvel arrangører som deltagere; og både sportsligt og økonomisk. Så deltagelse er som udgangspunkt gratis; vi håber selvfølgelig at man så bakker de lokale arrangører op ved at støtte et evt. salg af drikkevarer og mad. Afstanden er typisk 10 km – ”fra træ til træ” koncept, så det er op til de lokale forhold at afklare præcis distance. Og som udgangspunkt kan både lånes lokalt; så man slipper for transport af både rundt i landet.
I 2021 er der romuligheder steder som Randers, Thorsminde, Egå, Århus, Vejle, Sønderborg, Slesvig, Svendborg, Københavns Havn, Svanemøllen, Hellerup, Nivå og Humlebæk. Så vi kommer rundt i store dele af landet – og ingen hemmelighed at vi er rigtig glade for at vi i år kan tilbyde noget på Fyn, når Svendborg inviterer til kaproning.
I alt er der pt. 20 kaproninger; flertallet forankret i Københavnskredsens SPP turnering.
Og så er 5 af de 20 udpeget til pointturnering, hvor der bliver roet om DFfR Forbundsmesterskab på henholdsvis den korte distance (ca. 10 km) og den lange distance (ca. 20 km). Klasserne er 10km MIX (2in, 4in), 10 km Kvinder (2in), 20 km MIX (2in) og 20 km Mænd (2in). Der er i MIX klasserne handicapberegning efter LDK handicapfaktorer; så damer og herrer kan kæmpe i samme klasse, med mulighed for alle kombinationer af blandede hold med hensyn til alder, køn, og klubtilknytning.
Deltagelse i kaproningerne sker ud fra maksimal forståelse for og involvering via FAIRNESS & FAIRPLAY. Der skal lægges vægt på og tiltro til god SPORTSMANSHIP.
Konkurrencerne afvikles uden dommerovervågning og hermed ingen dommerkendelser.
Der er ingen muligheder for protester, evt. problematikker skal afklares lokalt og løses via FAIR dialog, forståelse, involvering og god sportsmanship.
Samtidig har der i mange år været en udfordring for hold bestående af roere i forskellige aldre og køn. En stor aldersspredning har straffet hold grundet en 5% og 7% regel, der fastsatte den maksimale forskel på et holds roeres laveste og højeste handicap på hhv. 10 og 25 km. Reglen blev indført for ikke at favorisere hold med fast styrmand, da styrmanden så kunne reducere samlet handicap væsentligt.
MEN i år forsøger vi igen uden 5% og 7% regel. Så alle roere i båden vægtes ens mht. handicap. Det tilgodeser de hold og klubber, der stiller med hold hvor alle deltager ligeligt i roningen. Vi håber det kan få flere klubber med, klubber der ikke lige råder over så mange roere at man kan finde tre i samme alder.
Vi vil samtidig kraftigt opfordre til, at hold der deltager i mesterskabsturneringen i Mix klasserne ikke ror med fast styrmand. Og hvis det ikke er muligt at finde den sidste roer, så tager en styrmand med der har en alder og et køn der svarer til de der ror! Så vil handicappet naturligt holde sig indenfor de tidligere grænser med 5%/7%
Nedenfor er oplistet alle stævner efter dato, og noteret de 5 der indgår i LDK turneringen. Vi arbejder på et interaktivt landkort, hvor man kan klikke på kaproningen, og få yderligere info om tidspunkt, tilmelding, bådtyper (der vil altid være mulighed for inrigger; men mange steder også forskellige coastal typer), mm.
Der skal fra LDKU lyde en stor tak til alle de klubber og engagerede roere der gør dette muligt! Vi håber rigtig mange roere vil bakke op og prøve sig selv af i en kaproning i inrigger eller coastal.
Stævner:
Mandag 10. maj: SPP København, SAS #1
Tirsdag 18. maj: Egå Rosport
Onsdag 26. maj: SPP København, Hellerup #2
Lørdag 29. maj: Vejle; LDK turnering #1
Lørdag 5. juni: Thorsminde
Onsdag 9. juni: SPP København, SAS #3
Lørdag 12. juni: Slesvig
Mandag 14. juni: Humlebæk
Tirsdag 15. juni: Randers
Lørdag 19. juni: SPP København, Hellerup #4; LDK turnering#2
Torsdag 24. juni: SPP København, Hellerup #5
Lørdag 26. juni: Svendborg; LDK turnering #3
Lørdag 7. august: Svanemøllen; LDK turnering #4
Onsdag 11. august: SPP København, Hellerup #6
Onsdag 18. august: SPP København, SAS #7
Tirsdag 24. august: Humlebæk
Lørdag 28. august: Sønderborg; LDK turnering #5 – Finale og medaljeuddeling
Onsdag 1. september: SPP København, Hellerup #8
Torsdag 2. september: Århus
Fredag 10. september: SPP København, SAS #9
Lørdag 11. september: Nivå Marathon