wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Rødvig Roklub kan stadig betragtes som en forholdsvis nystartet roklub, men det betyder ikke at der ikke er gang i klubben

Af Bianca Toftebjerg, [email protected] – Billeder: Erik Trøigaard

Det er ikke mange år siden at standeren i Rødvig Roklub blev hejst for første gang, faktisk har klubben kun eksisteret siden 2015.

Ser man på Danske Studenters Roklub, som sidste år kunne fejre sit 150års jubilæum, eller Sorø Roklub som i år 2018 skal fejre sin 100års fødselsdag, må man sige at Rødvig Roklub med sine 3år er en meget, meget ung klub.

Søndag d. 15. april kunne klubben holde sin 4. standerhejsning, og dermed også tage fat på den 4. udendørssæson i klubbens historie. Og til netop dette års standerhejsning var der ikke mindre en fire både, som skulle døbes.

Tre singlescullere og en motorbåd fik ved standerhejsningen navne, og er nu klar til en sæson på vandet. Motorbåden som er købt for penge klubben har fået bevilget fra Tryg Fonden, har fået navn efter selskabet og er kommet til at hedde Tryg.

Den lyseblå singlesculler er kommet til at hedde Ariel, naturligvis efter den rødhårede Disney prinsesse. Den mørke singlesculler bærer nu navnet Diestell, og navnet opfylder netop ønsket fra dem som har skænket klubben båden. Og så den sidste sculler…

Tommy Knudsen, som er formand i Rødvig Roklub, fortæller hvilket, lidt særligt navn, den sidste båd har fået:

”No name, ja vi kunne ikke finde på noget navn til båden, så det kom den til at hedde. Det er en vi har ”lånt” fra Lyngby Roklub, som har været rigtig søde til at støtte os da vi startede klubben.”

De nye både skulle naturligvis prøves efter dåben og standerhejsningen

Og netop med venlighed kommer man langt

Da Rødvig Roklub startede tilbage i 2015, så var det specielt takket være mange klubber og gode venskaber rundt omkring i Danmark som gjorde at roerne havde nogle både de kunne gå på vandet i.

Og formand Tommy Knudsen er ikke i tvivl om at netop den store hjælp, har været helt uundværlig for klubben:

”Det er i høj grad venlighed fra andre klubber, som har gjort at vi er kommet så langt som vi er. Vi har ringet rundt til andre klubber, og flere har ringet til os, når de lige stod med en båd som de ikke længere havde plads til. Så har vi fået dem ned til os, og brugt noget tid på at sætte dem i stand.”

Selvom det ikke var hver gang, at roklubben fik fat i nogen som lige havde en båd til overs, så var man overrasket over hvor mange som huskede på klubben, hvis de pludselig stod med en båd Rødvig Roklub kunne overtage. Og nu ligger klubben inde med en flot bådpark, der faktisk er så stor at man er ved at lave en ny tilbygning for at have plads til dem alle.

Vokseværk i klubben

Da Rødvig Roklub havde sin stiftende generalforsamling i februar 2015 var der ikke mange på medlemslisten, men lige nu tæller klubben 45 aktivt roende medlemmer, samt 10 passive – og det er uden de nyest tilkomne medlemmer, som endnu ikke er blevet registeret. Her mener formanden, at der kommer et sted mellem to og tre aktive medlemmer til.

Også fællesskabet i klubben, er i top. To gange om året, er et sted mellem 15 og 20 medlemmer afsted på en fælles tur til en nærliggende klub, hvor de låner nogle inriggere og ror i et andet farvand end det de plejer at ro i.

Rødvig Roklub er også så heldige, at der er en del af deres medlemmer som er ungdomsroere, det betyder at der altid er godt liv, og energi i klubben, for som Tommy Knudsen siger:

”… de unge er ikke til at få til at sidde ned.”