wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Roklubben Gefion danner ramme om sæsonens første kursus for ro-instruktører fra hele landet

Et tre-timers kick-off kursus skal sørge for, at de danske ro-instruktører er klædt godt på forud for sæsonstarten.

Af: Jonas Melander Hammer

Det er første gang, der bliver afholdt et decideret kick-off arrangement forud for sæsonstart, når der onsdag d. 6. april er kursus hos Roklubben Gefion i København. Her får ro-instruktører fra hele landet mulighed for at få pudset formen af, så de kan være sikre på, at de stadig instruerer korrekt.

Ved kurset er der rig mulighed for at blive inspireret både i det ro-tekniske, men også når det gælder motivationen, siger arrangør Kåre Seidelin

”Arrangementet går ud på at gøre instruktørerne klar til en ny sæson. Der vil være en gennemgang af rotaget og en række tekniske øvelser til den daglige roning. Herudover vil kurset også sætte fokus på aktivering og fastholdelse af nye medlemmer.”

Netop fastholdelsen af nye medlemmer er en vigtig del. Tidligere har det været knebent, men med det nye tiltag håber han, det kan fastholde flere.

”Jeg forventer en række energiske instruktører fra forskellige roklubber. Forhåbentlig glæder de sig til at blive opdateret på deres ro-faglighed og samtidig blive klogere på, hvad de kan gøre for at roningen bliver en god oplevelse for de nye roere i deres klub.”

Han forsikrer om, at der på kick-off’et vil være stort fokus på problemstillingen og løsningsmuligheder. Det sker blandt andet gennem forskellige redskaber instruktørerne vil blive instrueret i, så de er klar til at håndtere den udfordring det er at fastholde de nye roere.

Mere ro-orienteret er der som tidligere nævnt fokus på rotaget, øvelser til den daglige roning, men også en udbygning af den tekniske viden og specielt formidlingen af det ro-tekniske.