wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Følg landsholdet ved årets første opgave i sæsonen 2024

Her kan du følge landsholdet ved årets første opgave i 2024, vi stiller ved World Cup I i Varese, ITA, til start med fem både og 21 roere. Du kan se hold og fordelinger på grafikken herover.

Konkurrencen varer tre dage, fra fredag til søndag. Fredag starter de indledende løb, mens der lørdag er opsamlinger og semifinaler på programmet, søndag er det finaler.

Du kan læse vores optakt til mesterskaberne ved at klikke her

Som altid kan du følge mesterskaberne her på roning.dk, på Instagram og Facebook. Du kan følge alle løb på livetracker hos World Rowing. Derudover vil der være livestreaming af konkurrencens finaler, der ligger lørdag mellem kl. 10.30 og 12.25 og søndag mellem kl. 11.00 og 14.30.

TIL LIVESTREAM



Opdatering søndag kl. 13.39:

I W8+ sætter Nikoline Laidlaw (DSR), Sofie Vikkelsøe (DSR), Caroline Munch (Roskilde), Frida Werner Foldager (Roskilde), Sára Johansen (KVIK), Clara Hornnæss (KVIK), Karen Mortensen (DSR), Nanna Vigild (DSR) og cox: Sophie Østergaard punktum for World Cup I-deltagelsen med en 6. plads i A-finalen.

Foto: Balint Czucz

Opdatering søndag kl. 12.42:

I W4- A-finalen ror Marie Johannesen (Roskilde), Frida Sanggaard Nielsen (Bagsværd), Julie Poulsen (Odder) og Astrid Steensberg (DSR) sig ind på 5. pladsen, som også bliver deres overall placering ved konkurrencen.

Foto: Balint Czucz

Opdatering søndag kl. 11.26:

Endnu en dansk bronzemedalje er roet hjem i Varese. Denne gang i M2-, hvor Joachim Sutton (Roskilde) og Frederic Vystavel (KR) sætter sig på 3. pladsen i A-finalen og dermed sikrer sig en medalje.

Opdatering søndag kl. 11.17:

I W2- ror Fie Udby (KVIK) og Lærke Berg Rasmussen (DSR) sig til en 3. plads og dermed en bronzemedalje ved årets første World Cup.

Foto: Balint Czucz

Opdatering søndag kl. 09.58:

Nu har vi første danske båd gennem World Cup I. I M4- ror Bastian Secher (Roskilde), Magnus Rathenborg, Kaare Mortensen og Magnus Valbirk (alle Holstebro) en stensikker sejr hjem, for de tager føringen fra start til mål, og slutter med god luft ned til Australien på 2. pladsen.


Foto: Balint Czucz

 


Opdatering lørdag kl. 12.13:

W8+ var sidste danske løb i aktion for i dag, her ror Nikoline Laidlaw (DSR), Sofie Vikkelsøe (DSR), Caroline Munch (Roskilde), Frida Werner Foldager (Roskilde), Sára Johansen (KVIK), Clara Hornnæss (KVIK), Karen Mortensen (DSR), Nanna Vigild (DSR) og cox: Sophie Østergaard sig ind på en tredjeplads, hvilket sender dem i morgendagens A-finale.

Opdatering lørdag 11.14:

I M4- roede Bastian Secher (Roskilde), Magnus Rathenborg, Kaare Mortensen og Magnus Valbirk (alle Holstebro) sig gennem et tæt løb, hvor de førte til 1000m. Her gik Holland forbi, men den danske M4- holdt på en 2. plads næsten til mål . Ukraine på 3. pladsen fandt en slutspurt frem, og tog den sidste billet videre i A-finalen på målfoto. Dermed ror den danske M4- B-finale i morgen.

Målfotoet, der desværre ikke faldt ud til dansk fordel. Fra World Rowing

 

Opdatering lørdag kl. 11.09:

For W4- er der nu også A-finale på programmet i morgen. Marie Johannesen (Roskilde), Frida Sanggaard Nielsen (Bagsværd), Julie Poulsen (Odder) og Astrid Steensberg (DSR) sætter sig på 2. pladsen efter GBR3 og holder dén plads hele vejen til mål, hvilket betyder at de skal ro A-finale i morgen.

Opdatering lørdag kl. 10.45:

I M2- opsamlingsløbet viser Joachim Sutton (Roskilde) og Frederic Vystavel (KR) vejen til målstregen i fornem stil, med en føring fra start til slut i løbet. Det betyder naturligvis at de to er A-finaleklar til i morgen.


Opdatering fredag kl. 12.48:

Så fik den danske dameotter med Nikoline Laidlaw (DSR), Sofie Vikkelsøe (DSR), Caroline Munch (Roskilde), Frida Werner Foldager (Roskilde), Sára Johansen (KVIK), Clara Hornnæss (KVIK), Karen Mortensen (DSR), Nanna Vigild (DSR) og cox: Sophie Østergaard debut på vandet. De ni danske damer ror sig ind på en tredjeplads i et løb, hvor kun 1 gik videre. Så også de, får muligheden for at tanke mere fælles løbserfaring, i opsamlingen lørdag.

Opdatering fredag kl. 10.58:

I M4- er det første løb i den nye konstellation for Bastian Secher (Roskilde), Magnus Rathenborg, Kaare Mortensen og Magnus Valbirk (alle Holstebro). Det bliver et tæt løb, hvor den danske båd slutter på 4. pladsen og dermed skal en tur omkring opsamling, hvor de får muligheden for at tanke noget mere løbserfaring sammen i båden.

Opdatering fredag kl. 10.51:

I W4- ror Marie Johannesen (Roskilde), Frida Sanggaard Nielsen (Bagsværd), Julie Poulsen (Odder) og Astrid Steensberg (DSR) et stærkt løb, hvor de frem til 1500m ligger nr. 2 (der giver en plads direkte videre i A-finalen) efter Holland. Desværre finder Irland en slutspurt, af en anden verden. De går forbi den danske båd og herefter den Hollandske. Dermed slutter den danske W4- på tredjepladsen, og skal en tur omkring opsamling.

Opdatering fredag kl. 10.24:

I M2- var det kun 1. pladsen, som var direkte videre. Føringen tager GBR1, men Joachim Sutton (Roskilde) og Frederic Vystavel (KR) følger fint med. Den danske båd slutter på 2. pladsen og skal derfor ro opsamling, men de har god luft ned til resten af feltet, så det tegner godt.

Opdatering fredag kl. 10.21:

I W2- ror Fie Udby (KVIK) og Lærke Berg Rasmussen (DSR) en tredjeplads hjem i banefordelingsløbet, så de er A-finaleklar til på søndag kl. 11.05.

Opdatering torsdag kl. 17.00:

Tidligere på eftermiddagen var der lodtrækning, og selvom World Rowing endnu ikke er helt opdateret, så er der nu styr på løbstider og modstandere til morgendagens løb, så de kommer her:

W2-, ror banefordeling kl. 10.12
Møder:
CHI | NED | GER | GBR | IRL
Progression:
alle → A-finale søndag

M2-, ror indledende kl. 10.17
Møder:
IRL | GER2 | GBR2 | GBR1 | ITA2
Progression: 
1 →  A-finale, 2 -… → opsamling

W4-, ror indledende kl. 10.42
Møder:
AUS2 | NED | ESP | IRL
Progression:
1-2 →  A-finale, 3 -… → opsamling

M4-, ror indledende kl. 10.52
Møder:
NED | IRL | GER | SUI
Progression:
1-2 →  A-finale, 3 -… → opsamling

W8+, ror indledende kl. 12.38
Møder:
ROU | ITA1 | AUS
Progression:
1 →  A-finale, 2 -… → opsamling