wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Det kan være svært at definere en Masters-roer, men legenden Merete Boldt er et godt eksempel

Merete Boldt er lidt af en legende i danske masters kredse. Hun har været en del af masters roning i mere end 33 år og hun er endda blevet kaldt “Fru Masters” fordi hun for nogen er symbolet på, hvad en mastersroer er.

Af Gustav Højmark-Jensen/[email protected]

Vi fangede Merete Boldt inde på land og spurgte hende, hvad der, efter hendes mening, udgør en mastersroer:

“En masters roer er en, der synes det er sjovt, og end som synes at man gør det for sundhedens skyld og for at motionere og holde sig lidt igang, mens man bliver ældre”.

– Hvad har du fået ud af at ro i så lang tid, som du har?

“Jeg har fået en frygtelig masse gode oplevelser, en frygteligt masse gode og nære bekendtskaber og så har jeg oplevet at, hvor end man kommer hen blandt roere, så findes der altid en løsning. Det er én stor familie. For eksempel de engelske damer jeg skal ud og ro med nu, dem ses jeg med når jeg er i London. Vi går i teatret sammen og har det sjovt, så det er klart at det også giver noget socialt.

– Så der er måske to slags mastersroere? De seriøse og de lidt mindre seriøse?

“Jaja, og det skal der være”

– Så du hører ikke til den lidt mere seriøse gruppe?

“Jo… det gør jeg nok. Men hvis jeg taber et løb så er det ikke sådan så verden er gået under. De engelske damer som jeg ror med, vi gør det fordi vi har det sjovt på vandet og fordi vi kan lide at være sammen”.

– Er det ikke svært, bare at springe op i en båd og ro sammen, når man ikke har trænet sammen?

“Jo, selvfølgelig er det det. Vi sidder sammen en gang om året, mens de andre de træner måske tre gange om ugen sammen hele året. Men det betyder ikke noget om båden lige passer eller om de åre du tager de står til dig eller ej, det er fuldstændig lige meget, for vi har det bare sjovt”.

– Tror du nogensinde at det slutter?

“Nej det gør det jo ikke i roning. Jeg var til VM i ergometerroning i februar måned og der var den ældste plus 100, så som de siger oppe i klubben “jamen du har jo 30 år endnu”, så du kan blive ved utroligt længe. Men det bliver jo selvfølgelig på et mindre og mindre plan, fordi kræfterne bliver mindre, men du kan blive ved næsten hele tiden. Og en regatta som denne, den er jo med til at motivere dig hele tiden. Det der med at springe over, det koster, og jo ældre du bliver, jo mere koster det”.

– Har alle mastersroere et konkurrencegen?

“Ja, de har et konkurrencegen, der er helt forfærdeligt. Jeg går ikke ud for at tabe, det gør jeg sku ikke!”

baggrund - wrmr2016
Det er ikke svært at mærke, hvilken familie Merete Boldt mener, når man går en tur på regattaområdet. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen.