8. September 2016:
Alder er ingen hindring for en masters roer
- Forside
- Nyheder
- Alder er ingen hindring for en masters roer
Adamik Zdzisek er tidligere træner i roning og han har roet i 66 år. Han er født i Polen, i 1926, og han er 91 år gammel.
Af Gustav Højmark-Jensen/[email protected]
Han har lige vundet guld i det tidlige 09:26 løb i dobbeltfirer, og for Adamik Zdzisek så er det roningen, der holder ham igang:
“Jeg har før været træner, så jeg ved hvor meget dedikation, hårdt arbejde og træning det kræver at konkurrere ved sådan en smuk regatta. Det giver dig et mål. Du er nødt til at træne et helt år for at kunne være med, og det holder dig i form. Det er det mål, der får mig med til de her regattaer.”
Den eneste gang Adamik Zdzisek roede på eliteplan, var i europamesterskabet i 1958. Her blev han nummer seks. Siden har han deltaget i utallige Masters-turneringer og ved World Rowing Masters i 2009 i Wien vandt han guld i dobbelt sculler med hans partner Renata Gustinska. Tilsammen havde de en alder af 170 år.
Siden da har Adamik Zdzisek vundet medaljer i alle de Masters-turneringer han har været en del af. Med andre ord, så udgør Adamik essensen af en masters roer. Han ser stærk ud, selvom hans knæ ikke er helt tilfredse med den tunge rygsæk han har over skuldrene. Men det ser ikke ud som om det går ham synderligt meget på, og da han bliver spurgt om han vil være at finde til næste års World Rowing Masters svarer han sikkert og med et stort grin:
“Selvfølgelig! Og hvis jeg ikke dør inden, så vil jeg gerne ud i en single sculler igen.”
Den 91 årige mastersroer er ikke kommet til Danmark for bare at ro et enkelt løb. Adamik Zdzisek har fem løb mere foran sig, og hvis bare resten af hans hold er halvt så klar som han er, så står de andre nationer virkelig overfor en udfordring.
Vi krydser fingrer for, at Adamik Zdzisek er med til næste år i Slovenien. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen.