wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Efter flagene var blevet hejst kunne åbningsceremonien officielt gå i gang. World Rowing Masters Regatta 2016 er undervejs!

I dag blev World Rowing Masters Regatta 2016 officielt erklæret for åbnet af formanden for FISA’s Masters Rowing Comission, Tone Pahle, ved Københavns Rådhus. Atmosfæren var varm og venskabelig, da de første talere fik ordet.

Af Gustav Højmark-Jensen/[email protected]

Københavns overborgmester, Frank Jensen, var den første til at tale ved ceremonien, og han startede med at takke FISA for at have valgt og haft tillid til Danmark som værtsnation. Derefter sendte han en tak til alle de parter, der har været med til at gøre regattaen til en realitet.

wrmch-6-frank-jensen
Overborgmester i København, Frank Jensen. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen.

Overborgmesteren, der også selv vil være at finde ved regattaen nogle af dagene, blev gjort selvskab af Gladsaxes borgmester, Karin Søjberg Holst, formanden for DFfR, Henning Bay og formand for organisationskomiteen, Ole Lindskov.

wrmch-4-ole-lindskov
Formanden for organisationskomiteen, Ole Lindskov. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen.

Ole Lindskov nævnte i sin tale det hårde arbejde som de mange frivillige i dagene op til regattaen har udført, og han anerkendte, at mange af de deltagende havde rejst langt for at være med:

“Vi er taknemmelige for, at så mange af jer har rejst halvvejs rundt om jorden, for at være med. Vi ved, hvor stor en begivenhed Masters er for mange af jer. Jeg vil ikke love jer den bedste Masters nogensinde, men den kommer tæt på!”

wrmch-2-tone-pahle
Formand for FISA’s Masters Rowing Commission, Tone Pahle. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen.

Åbningsdagen for World Rowing Masters Regatta 2016 markerer også det 40-års jubilæum for, hvornår kvinder kunne deltage i roning ved de Olympiske lege. Så selvfølgelig var der flere deltagere fra legene i 1976 ved åbningsceremonien, nogle af dem endda stadig i deres holdjakker fra 40 år siden.

Der var en mængde tidligere elite roere fra hele verden ved åbningsceremonien. Både Japan og Australian var rigt repræsenterede med roere, der har konkurreret i flere Olympiske lege, så tidligt som i legene i 1956.

wrmch-5-japanere
Den japanske Masters-delegation, med tidligere OL-roere på holdet. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen.

De roere, der deltager i regattaen og som er 80 år gamle eller mere, kunne i dagens anledning også modtage en æresmedalje for at være i form til at kunne deltage ved et mesterskab i denne klasse. Men bare fordi man har passeret de 80, så betyder det ikke, at man har tid til åbningsceremonier og medaljeoverrækkelse. Særligt ikke når det kommer i karambolage med ens træning på søen, dagen før regattaen går løs. Det betød at mange af dem, der havde en medalje tilgode, desværre ikke var at finde til åbningsceremonien.

Men der var dog én mastersroer, der var mødt op. Det var australieren Walter N. Howell, der vandt olympisk bronze i 1956 i Melbourne:

“De siger, at roning holder dig sund, og jeg har nu roet om World Masters titler i 15 år, vundet guld og doktorerne siger, at jeg har en puls og et blodtryk som en ung mand, og at jeg skal blive ved med at ro”.

wrmch-1-walter-n-howell
Walter N. Howell, tidligere olympisk bronzevinder i 1956. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen.

World Rowing Masters Regatta har begrebet “healty living” eller “sund livstil” som et af deres kernebegreber, og det kunne man virkelig mærke ved dagens åbningsceremoni. Selvom rådhuspandekagerne, med deres hundrede år gamle opskrift, måske ikke lige passer på beskrivelsen af en sund livstil, så bliver det spændende at se alle de tidligere eliteroere konkurrere mod og med hinanden igen i de kommende dage.

Følg med på Facebook for flere nyheder og billeder fra World Rowing Masters Regatta 2016 på Bagsværd Sø.

wrmch-3-pandekager
Deltagerne ved åbningsceremonien blev budt på de berømte rådhuspandekager. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen.