wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Lørdagens kortbane DM blev en succes fra start til slut

Kom man lørdag til Bagsværd Rostadion med målet om at finde glade roere, så var det en let overstået opgave. De var alle steder, ved Bagsværd Roklub hvor der blev klargjort til DM-fest, på ind- og udgangsbroerne foran bådhallerne, hele vejen ned til mål i alle klubteltene og selvfølgelig også på præmiebroen.

Vejret viste sig fra sin bedste side og roerne på vandet gjorde ligeså – i højt humør.

Gennem dagen blev der roet masser af gode løb og heldigvis fik tilskuerne i målområdet optil flere gange også fornøjelsen af tætte opgør, hvor der var kamp helt til allersidste tag.
De mange eftertragtede DIF DM-medaljer blev også uddelt, men her var der ikke stor udspredelse blandt de vindende klubber.

I dameotter trak Bagsværd det længste strå og slog DSR og KVIK

Bagsværd og Holstebro gjorde rent bord, næsten.

For klubben der var allermest på hjemmebane, Bagsværd Roklub, flaskede alt sig i lørdags. Således kunne de hjemtage Danmarks Mesterskabs Pokalen, der gives til den klub, der har vundet flest DM- og FM-løb. Bagsværd Roklub vandt i lørdags tre ud af fire mulige DIF-medaljer på kvindesiden og tog på herresiden tre styks, inkl. et par tætte opløb, hvor guldet gik til Holstebro.

Holstebros M4x hold, der vandt A-finalen for første gang

Klubben der til daglig holder til ved Vandkraftssøen i Holstebro, sikrede sig også en god portion af DIF-medaljerne og måske mest overraskende nappede de sejren i herrernes dobbeltfirer, en bådtype som klubben normalt ikke stiller op i.

Også Roskilde Roklub og Roforeningen KVIK roede sig i lørdags til nogle af de eftertragtede DIF DM-medaljer. De fulde overblik over hvem der vandt hvilke medaljer, kan du finde her.

Roskilde Roklub sikrede sig DIF-medaljer i M2x hvor Bastian Secher og Joachim Sutton sad bag årerne, førstnævnte roede senere på dagen og M1x-medaljen hjem.

En flot produktion til TV2Kosmopol

Gennem dagen blev der sendt livestream på forbundets side, men der blev også produceret en TV-udsendelse til TV2Kosmopol, som er blevet klippet sammen til 45-minutters reportage fra lørdagens DM.
Udsendelsen kommer hele vejen rundt om DM, og der er interviews med alle lige fra nogle af de yngste juniorroere som roede på dagen, til Eskild Ebbesen om hans største roøjeblik.

Hele udsendelsen kan ses gratis hos TV2Kosmopol. Du finder den her

Gennem hele dagen var der masser af kram, smil og godt humør på hele Bagsværd Rostadion.