wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
En kæmpe donation fra TrygFonden gør det muligt for de to forbund, at lave en ekstraordinær stor fælles førstehjælpsindsats til lands og vands.

Hvordan giver et ro-hold livgivende førstehjælp til en ro-makker, der har fået hjertestop ude i en ro-båd eller kajak? Den viden har ikke været tydelig i de to forbund, men en kæmpe donation fra TrygFonden gør det nu muligt både at tilvejebringe denne værdifulde viden og kanalisere den ud i danske ro og kajakklubber.

Førstehjælpskurser ude i klubberne
Over de næste to år vil de to forbund i fællesskab udbyde i alt 50 stk. 8-timers førstehjælpskurser med hver 16 pladser. Allerede i 2018 er de første syv fælles kurser i støbeskeen, og for at gøre det så nemt for deltagerne som muligt vil kurserne blive afholdt både i nord, syd, øst og vest Danmark.
Tilmeldingen til kurserne vil blive håndteret af DKF – de praktiske detaljer om hvor, hvornår, hvem og hvor mange vil blive kommunikeret ud snarest til medlemmerne af DKF og DFfR.

Gratis hjertestartere
TrygFonden har også gjort det muligt, at 25 ro-og kajakklubber kan erhverve sig en udendørs hjertestarter gratis. Klubben får desuden et mindre tilskud til et udendørsskab, som hjertestarteren skal placeres i. Dog skal klubben selv afholde en del af udgiften til skabet samt installation af autoriseret installatør.
Klubber, der ønsker at komme i betragtning til dette, skal sende en ansøgning til DKF og DFfR. Nærmere information om procedure følger først i det nye år.

Fakta:

  • Rammen for kurset er Dansk Førstehjælpsråds funktionsuddannelse ”Førstehjælp ombord på mindre fartøjer og i søsport” (8 timer). Kurset lever op til søfartsstyrelsens krav til sikkerhedsinstrukser og skal tages i forbindelse med instruktøruddannelserne i kano / kajak.
  • Alle kursister får udstedt et kursusbevis fra Dansk Førstehjælpsråd.
  • Undervisningen vil være så virkelighedsnær som muligt. En del af kurset vil derfor foregå i og ved bådene.
  • Alle deltagere får en folder, med tips til livgivende førstehjælp i båden, med hjem. Hensigten er, at roerne skal dele og udbrede denne viden med egne klubkammerater.
  • Dansk Folkehjælp er udvalgt til at afvikle kurserne.