wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Alexander Modest (Lyngby Roklub) og Emil Espensen (DSR) stjal fuldstændig billedet ved lørdagens konkurrencer i Luzern, da de sikrede sig deres første billet til en World Cup A-finale i LM2x.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Efter at duoen havde misset A-finalen Beograd med et sekund og heller ikke trods fremgang havde formået, at blive blandt de sidste seks i Linz, ja, så lykkedes det i dag for drengene at booke billetten til A-finalen i Luzern via en andenplads i semifinalen. Drengene fik ifølge træner Jens Vilhemsen en perfekt start og kunne på den måde sidde forrest i felt ind til halvdelen af løbet. På trods af deres alder viste drengene stor modenhed løbet igennem, holdt hovedet koldt, holdt sig til planen og de tekniske fokuspunkter, som de har snakket med træner Jens Vilhelmsen om.

En anden atlet fra Danmarks Rocenter, som veltilfreds kan gå i seng i aften efter en fabelagtig præstation var Sverri S. Nielsen (DSR) i M1x. Sverri var fantastisk roende og lå på en A-finale-givende tredjeplads med 500 meter igen, men måtte desværre alligevel se Tysklands Tim Ole Naske løbe med den sidste finale-billet til A-finalen til stor skuffelse for den stærke færing. Træner Thomas Poulsen var dog fuld af lovprisninger til Sverri efter dagens ræs. ”Det er så karakterstærkt efter to løb i går, hvor han var irriteret på sig selv, at han stepper op og virkelig leverer varen i dag. Han noget af det allerbedste jeg har set fra ham. Nu er han selvfølgelig skuffet, men han har grund til at være virkelig stolt af sig selv.”

Momenter af storform
En anden atlet, der momentvist viste storform, men alligevel gik glip af en A-finale var Fie Udby Erichsen (KVIK), der naturligvis havde sat næsen op efter mere metal efter hendes flotte bronzemedalje i Linz. Ifølge træner Mads Haubro roede Fie i dag de første 500 meter bedre end noget løb tidligere i år. Hun ramte rytmen og indsatsen bedre i starten og overgangsfasen, men lod sig måske rive for meget med af, at det gik let og farten var høj, og kom måske derfor til at ro lidt for hurtigt. Og det kom til at koste allerede efter 1300 meter, som resulterede i at Fie måtte se Tysklands Kara Kohler og Canadas Carling Zeeman gå forbi slutfasen og sende Fie ned på fjerdepladsen.

For den danske tunge herrefirer med Steffen Bonde Jensen Odder Roklub), Tobias Kempf (Odense Roklub), Joachim Sutton (Roskilde Roklub) og Tøger Berg Rasmussen (DSR) blev lørdagen i Luzern en dag til glemmebogen. Drømmen om en plads i finalen blev reelt slukket på den anden 500 meter, hvor danskerne blev ofre for Australiens meget høje udgangsfart og derfor fik danskerne de australske dønninger, at kæmpe med. Det betød, at danskerne leverede den anden 500 meter ca. fem/seks sekunder langsommere end den første og det blev fatalt for de danske chancer. Danskerne formåede ikke at levere det niveau, som man så fredag og endte på sidstepladsen.

Dejlig afrunding
Loui Lam (KVIK) og Lars Fjord Garvey (DSR) i M2- satte punktum for deres deltagelse ved World Cuppen i Luzern med en andenplads i C-finalen og Iben Østergaard i LW1x fik tanket god moral, da hun lørdag havde bedre kontakt med feltet end fredag og endte på en fjerdeplads.

Og så fik Danmark rundet lørdagen af på rigtig flot vis med to sølvmedaljer i henholdsvis LW4x med Aja R. Holmegaard (Roskilde Roklub), Juliane E. Rasmussen (Odder Roklub), Mathilde Persson (Bagsværd Roklub) og Trine Toft Andersen (Hadsund Roklub) og LM4x med Jens Graudal (Bagsværd Roklub), Jonas Lund (Roklubben Furesø), Christian Hagemann (Lyngby Roklub) og  Frederik Taulbjerg (Holstebro Roklub).

Hos pigerne skilte Kina sig hurtigt ud mens Danmark, Tyskland og England længe lå i en forbitret kamp om andenpladsen før en flot dansk sprint fik sølvet hjem til Bagsværd og en ordentlig skud moral til at fortsætte det fine arbejde, der bliver gjort i samarbejde med træner Henrik Mortensen. Hos herrerne lå drengene gennem hele løbet i en tæt kamp med Tyskland (som de havde slået med to sekunder i Ratzeburg), og danskerne måtte give fortabt i slutfasen. Men alt i alt har drengene gjort det fremragende og til fulde udnyttet den uventede invitation til stævnet, som de fik selv om de ikke er i Danmarks Rocenter.