wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Se hvem der er nominet til titlen i år

Primærfoto: Dorthe Jensen, copenhagenloadstar

Igen i år, er der kommet mange, rigtig gode indstillinger til titlen Årets Træner, og priskomiteen har haft sin sag for, da de har skullet udvælge de tre endeligt nominerede trænere.

Den første nominerede træner er Torben Bech fra Roskilde Roklub

“Jeg tror ikke der er mange andre trænere, der har fået så mange roere frem til DRC.”

To roere fra Roskilde Roklub, har i år vundet internationale bronzemedaljer ved hhv. U23 VM og OL. Og både Bastian Secher og Joachim Sutton har på et tidspunkt i deres rokarriere haft Torben Bech som deres træner.

Gennem mange år, har Torben været en af de bærende kræfter for udviklingen af kaproningsmiljøet i Roskilde Roklub.
Torben har en god forståelse for roerne og en god indsigt i roning, fordi han selv har været eliteroer. Han er et godt eksempel på en, som har formået at bringe sin egen erfaring i spil, for at hjælpe hans roere frem i sporten.

Den anden nominerede træner er Ian Baden fra Bagsværd Roklub

“Ian er årets bedste træner, og det kan desværre ikke diskuteres. Han har haft humøret, temperamentet og hjertet til at give os nogle fantastiske oplevelser og givet os modet til at arbejde videre.”

Ian har gennem mange år haft lysten og overskuddet til at være noget for de roere, der netop stod og manglede en træner til at hjælpe dem det sidste stykke, motivere dem og bekræfte dem i, at drømmene ikke er uopnåelige. Ian er en katalysator for motivation, dedikation og hårdt arbejde i båden.

Den tredje nominerede træner er Morten Hæk fra Silkeborg Roklub

“ALLE burde have en Morten…”

I Silkeborg Roklub, er Morten Hæk en stor drivkraft for klubbens unge roere. Han har en særlig evne til at fornemme, hvad der skal til, for at de unge gider give den en ekstra skalle.  Han er en støtte og fortrolighedsperson, som emmer af godhed og autoritet.

Udover at være daglig træner i Silkeborg Roklub, så har Morten i år også haft roere med til Coupe de la Jeunesse og Baltic Cup, som en del af den danske trup.

Hvem der bliver Årets Træner 2021 er endnu ikke afgjort, men afgøres via afstemning. Afstemningen er ikke offentlig, men foregår på den måde, at klubber, der er medlem af DFfR hver har en stemme mens DFfRs Kraftcenterklubber hver har to stemmer.

Årets Træner 2021 afsløres ved Award Night 2021, som i år afholdes i Københavns Roklub, fredag d. 26. november. Hvis du vil med, kan du købe billet via linket i højre side/i bunden af siden her.