wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Foråret er for alvor kommet og nu er rosæsonen 2024 i gang

Søndag d. 6. april 2024 røg standeren til tops i Roklubben Stevns, og det markerede den officielle start på rosæsonen 2024. Klubben kan i 2024 fejre at det i år er 75 år siden den blev stiftet tilbage d. 12. maj, 1949.

DFfRs HB-medlem Bo Kaliszan var med på bådpladsen i klubben, hvor han fik æren af at døbe klubbens nyeste båd, en toer coastalbåd, der fik navnet Meta. Og alt i alt fik klubben en god start på sæsonen 2024, fortæller formand Ivan Hansen:

”Til standerhejsningen talte vi 60 medlemmer på pladsen foran roklubben. Nogen flere end tidligere år, især glædeligt, at flere nyindmeldte som ønsker ro instruktion var mødt op. Ved den efterfølgende frokost var klublokalet fyldt med god stemning og 45 gæster og medlemmer.”

Danske Studenters Roklub havde besøg af prinsessen

I Svanemøllehavnen, hvor bl.a. Danske Studenters Roklub ligger, var der også standerhejsning på programmet i søndags. Her havde klubben lagt sig i selen og lavet et flot arrangement, hvor rosportens protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte deltog sammen med kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Også Mads Rasmussen og Rasmus Quist var i klubben, som i dagens anledning havde lånt roernes Hall Of Fame buste fra Idrættens Hus.

Mange roklubber har skudt 2024-sæsonen i gang

Det var ikke kun i de to sjællandske klubber, at den forgangne weekend bød på standerhejsning. Faktisk så har der jævnt fordelt, de seneste to uger været overflod af klubber, som har taget hul på sæsonen 2024.

I Kolding Roklub, kunne man d. 30. marts hejse klubbens nye stander, der er kommet til, efter sammenlægningen af Kolding Roklub og Kolding Dameroklub.

I Faaborg Roklub strøg standeren til tops før påske, og det var en god dag i klubben fortæller medlem Heidi Kirkegaard:

”Vi havde standerhejsning før påske – en fantastisk dag. Først 6 megaseje roere, som roede Faaborg Ergometer Marathon (FEM), dernæst tale fra formanden, hvor der pludselig faldt kæmpe hagl fra oven, selve standerhejsningen, som blev efterfulgt af koncert fra vores nye rokvartet til sidst fest med god mad.”

I Svendborg Roklub hejste man også standeren omkring påske, og her var der også uddeling af æresmedlemsskaber på programmet på dagen. Således fik klubben udnævnt den mangeårige roer og træner, Bent Fransson til æresmedlem. Der blev holdt en flot, nærværende tale fra Thor Juul Kristensen, DRC’s Sportschef, som også er blevet trænet af Fransson. Talen tegnede et flot billede, af en af rosportens største kapaciteter, hvilket bl.a. kommer til udtryk i citatet her:

”Jeg er glad for at Svendborg Roklub har besluttet sig for at hædre dig og ære dig og give dig denne særlige plads i historiebøgerne. (…) Efter din meget flotte aktive blev du meget hurtigt træner og i det erhverv er det svært at overdrive din store betydning for dansk kaproning. Du er en levende legende i vores sport, du har et cv som meget få mennesker kan fremvise.”