Race-weekend afløste Odense Langdistance med stor succes

DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Det er som om det går mod lidt lysere tider, og i kølvandet på det stadig stigende antal vaccinationer kan man ane lyset for enden af tunnelen. Men der er stadig et stykke vej før elite-idrætten går en normal hverdag i møde, og det har Odense Langdistance i lighed med sidste år også måttet sande eftersom man var nødt til at aflyse.

I stedet vil de såkaldte race-weekends, der allerede blev en succes sidste år, forhåbentlig kunne skabe et alternativ, hvis nogen af de større og mere traditionelle regattaer i Danmark som regel med deltagelse med nogen af landets allerstørste talenter ser sig nødsaget til at aflyse i lyset af de gældende restriktioner.

Mulighed for kaproning
Forventningens glæde til sportslige højdepunkter er blevet afløst af skuffelse, frustration og usikkerhed omkring, hvordan roningens fremtid ser ud. Man har skullet træne, og ikke mindst opretholde kvaliteten i træningen uden at have mål, der var forholdsvis nærtstående i kalenderen. Men det kan race-weekenderne forhåbentlig være med til at lave om på, og i hvert fald var arrangementet i Odense i den forgangne weekend (hvor der blev roet 6km og 2 km time trials med god afstand til hinanden) et skridt på vejen mod at give humøret et boost og tilbyde muligheden for kaproning til landets største talenter.

Det blev også modtaget med stor glæde af roerne, bla. Magnus Valbirk, der roede herrefirer med Magnus Rathenborg, Kaare Mortensen og Sebastian Bache. ”Det betyder utroligt meget at vi har kunnet komme ud og konkurrere overhovedet. Og så havde (Ungdomslandstræner Nils Henrik, red.) Stene og Odense Roklub været i stand til at lave et flot set-up, hvor vi var i stand til at kunne komme ud og ro om kap, så det var perfekt. Bare det få muligheden for at komme ud og ro kaproning var fantastisk”, siger Magnus Valbirk og fortsætter:

Et mål i horisonten
”Det betyder jo noget, at der er noget at se frem til. Der er lige som noget, som vi kan pejle træningen hen i mod, når vi nu ligger dag ud og dag ind og træner og nogle gang ikke rigtig har vidst, hvad vi træner hen i mod. Men det betyder virkelig meget, at der ligesom er et mål ude i horisonten – også selv om det i realiteten ”kun” er en race-weekend, så får vi stadig mulighed for at komme ud og prøve os af, og se om vi har rykket os”, siger Magnus Valbirk.

Ungdomslandtræneren var også rigtig tilfreds med, at lykkedes at stable en event på benene i weekenden. “Mit indtryk har været, at folk var rigtig glade for at der skete noget, specielt på det rigtige tidspunkt. Sidste år med Corona-lukningen var vi helt henne i juni før vi kunne begynde at lave kaproning, og så bliver det altså bare et langt forår uden at have noget indhold”, siger Stene.

Stene siger endvidere: “At vi har været i stand til at holde noget i den samme weekend som der ellers skulle have været afholdt regatta har været taget godt i mod af folk. Det er selvfølgelig ikke det samme som normal kaproning og stemningen er anderledes og lige som i al mulig anden sport, så er det bare noget andet, når man skal være i små grupper” siger Stene, der specielt fremhæver Johnny Rusbjerg og tidstagnings-teamet for deres omstillings-parathed. Specielt hæfter Stene sig ved, at arrangementet i år kørte langt mere gnidningsfrit, formentlig fordi folk har vænnet sig til det koncept, der ligger til basis for at man har kunnet lave eventen.

Gnidningsfrit arrangement
Også landstræner i Herre-gruppen for let og tung, Jens Vilhelmsen, der var i Odense for at besigtige de spirende talenter lagde mærke til et arrangement, der kørte gnidningsfrit.

”Jeg oplevede et arrangement, der kørte på skinner. Odense Roklub og Stene havde sat det rigtig godt i værk. Odense stod for det tidsmæssige og vi kender jo lidt formatet fra sidste år og det så ud som alle aktører kendte konceptet og deres roller bedre, så det virkede som om det fungerede lidt mere på rygraden og gnidningsfrit end sidste år, hvor folk lige skulle vænne sig til et arrangement med dette setup, som selvfølgelig er anderledes end vi ellers har været vant til, slutter Jens Vilhelmsen.”