wave Created with Sketch.
Se alle nyheder

Af Svend Bertil Frandsen, Pressechef DRC

På trods af små tilpasnings-vanskeligheder, hvor Strandhotel Marolt (der har afløst Hotel Krone som landsholdets base i Østrig før landsholdets afrejse til Rio) skulle vænne sig til landsholdets indkvarterings-behov, så meldes der fra Østrig om en meget positiv træningslejr, hvor humøret er i top, forholdene på vandet er ideelle og hvor forberedelserne til Rio derfor skrider planmæssigt videre.

Sådan har de tre trænere reageret på de nye omgivelser, vejr-og vandforholdene samt træningstilstanden i bådene.

Brian Richardson (træner for LM2x og LW2x): 
”Træningslejren går rigtig godt på nuværende tidspunkt. De (LM2x og LW2x) har justeret godt til nye omgivelser, og har vist meget lovende form på vandet, så i øjeblikket bevæger vi os i den rigtige retning.

Hotellet er klart bedre end sidste år, så det har vi været meget tilfredse med. Det er ikke et fem-stjernet hotel, men det er meget komfortabelt og personalet forsøger deres bedste for, at vi alle sammen befinder os vel, så på den måde er det klart bedre end de forhold, som vi havde sidste år.

Mads og Rasmus viser en rigtig god stabilitet i båden, som har manglet ind til de sidste to måneder. Og pigerne arbejder meget solidt selv om de stadig kan forbedre sig teknisk, og de har haft nogle gode tests mod resten af pigerne på holdet. Men både pigerne og drengene har arbejdet hårdt på vandet og har restitueret meget hurtigt i midten af et ret hårdt fysisk forløb og de har passet godt på sig selv, så jeg synes, at det ser meget positivt ud.

Mads Haubro (træner for W2x, W2- og W1x):
”Hotellet har været en positiv oplevelse. Det er et dejligt sted at være, der er god plads, og det er et stort område at være på. Når det er sagt, så er der også turister, som af og til kan være lidt generende, men heldigvis har vi det bagerste hus i feriekomplekset, som begrænser forstyrrelserne. Desuden skulle hotelpersonalet indledningsvis spores ind på vores behov, men de har reageret meget kvikt og serviceminded på de ønsker, vi har haft.

Forholdene har været gode på søen, det har været godt vejr i år med masser af muligheder for at optimere de små detaljer. Alle tre både har haft glæde af det flade vand og er alle på vej i den rigtige retning. Motivationen er god, humøret højt og vi udnytter til fulde de sidste dage inden afrejse.”

Bent Fransson (træner for LM4-):
”Det krævede selvfølgelig lige lidt tilvænning, da vi kom herned. Men det er nogle lækre værelser og meget lækkert mad, så vi er meget tilfredse. Vi har fået det blikvand, som vi var på udkig efter og det har gjort, at vi har kunnet forbedre nogle tekniske ting på rekordtid. I World Cuppen manglede vi ofte at kunne gå to tag op omkring 1000 meter mærket, men det har vi fået forbedret, så vi kan køre i omkring tempo 39 over lang afstand. Så jeg føler, at drengene er lige præcis der, hvor de skal være på dette tidspunkt og det har også gjort, at humøret er rigtig godt hos alle mand.”