14. March 2019:
Lovende testresultater har genskabt gejst på tung herrefirer
- Forside
- Nyheder
- Lovende testresultater har genskabt gejst på tung herrefirer
Af DRC Presseansvarlig Svend Bertil Frandsen
Den 15.september 2018 er ikke en dato, som træner Thomas Poulsen sammen med de fire besætningsmedlemmer Steffen Bonde Jensen, Joachim Sutton, Tøger Berg Rasmussen og Tobias Kempf gerne lader tankerne falde tilbage på. Det var nemlig den dag, hvor herrernes tunge firer satte punktum for deres deltagelse ved VM i Plovdiv 2018 med en hårdt tilkæmpet sejr i D-finalen over Chile.
Skuffelsen var stor i den danske lejr efter at man året før havde overrasket alt og alle ved at ro en femteplads i A-finalen i land ved VM i Sarasota. Humøret var i bund og gode råd var dyre blot ét år før OL-kvalifikationen skulle løbe af stablen i Linz.
Meget positiv udvikling
Men siden dengang har herrernes tunge firer gennemgået en meget positiv udvikling og er i skrivende stund, mens årets anden træningslejr finder sted i Portugal, ved at støbe et fundament, der giver optimisme i forhold til årets store højdepunkt, VM og OL-kvalifikationen i Linz. Steffen Bonde Jensen har efter en flot karriere sagt stop mens Joachim Sutton er taget tilbage til Berkeley Universitetet i USA for at hellige sig studierne (Joachim kan dog stadig blive bragt i spil igen senere på sæsonen). Det har givet plads til at Frank Steffensen og Frederic Vystafel har tilkæmpet sig plads på båden og sammen med Tøger og Tobias har de skabt en hel ny dynamik, fortæller landstræner Thomas Poulsen.
”Jeg synes, der er kommet en rigtig god dynamik på holdet”, siger Thomas Poulsen. ”Der er flere nu, der har fået ordenlyd. De har fået lidt mere at skulle have sagt alle sammen, og det er det, jeg har eftersøgt fordi alle har noget, at byde ind med. Der er skabt nogle gode sociale bånd. Og det er også det, der er vigtigt, når man sætter folk sammen, at de fungerer sammen uden for båden såvel som i båden. For der kommer hårde tider og træningspas, hvor det går ad helvede til. Og der er de sociale relationer afgørende for om man kommer godt igennem det eller man kommer skidt igennem det”, siger Thomas Poulsen.
Enighed skaber hurtig båd
Thomas Poulsen understreger, at man ikke må undervurdere, hvor stor en betydning de sociale relationer i båden har i jagten på succes, og hos den nuværende besætning er de sociale bånd så stærke, at hver især yder hinanden en stor støtte i arbejdet på, at gøre båden hurtigere. ” Det kan godt være, at du har en bedre roer, styrkemæssigt og teknisk, men hvis der ikke er et stærkt socialt bånd til de andre i båden, så går det galt. Man kommer ikke til at ro stærkt, hvis man sidder derude og er uenige. Vi skal hjælpe hinanden til at ro stærkt. Og selv om jeg ikke er der, er de her gutter selv i stand til at arbejde videre med tingene og støtte hinanden”, siger Thomas Poulsen.
Mens roerne har været i træningslejr i Portugal, har de haft besøg af en gammel ven af dansk roning, hviderusseren Dr.Valery Kleshnev, hvis måleustyr giver svar på om årerne bliver sat rigtigt i vandet?, stikker de så dybt som de skal?, kommer de ud af vandet på det rigtige tidspunkt?, sidder roeren rigtigt i båden? Fanger roeren vandet i den rigtige vinkel?, alle de spørgsmål og mange flere har Kleshnev svar på. Og for herrefirerens vedkommende har resultaterne bekræftet Thomas Poulsen i, at roerne er inde i en meget positiv udvikling.
Watt-fremgang på 20%
”Det ser markant bedre ud end sidste efterår. Taglængden er blevet markant længere, der er kommet langt mere power. Og på alle de her måleenheder, som Kleshnev opererer med (KJ, Newton og Watt) er der virkelig fremgang. Hvis man tager hele holdet samlet, der har vi bare på wattene en fremgang på 20 %. Så fundamentet for at kunne skabe en båd, der går hurtigt er i hvert fald forbedret”, siger Thomas Poulsen, der endvidere fortæller, at testresultaterne naturligvis har givet drengene endnu mere gejst i træningslejren.
”Der er en nyskabt gejst på båden. De kan mærke, det går godt. De kan se, at samarbejdet kører godt og på målingerne kan de se, at bevæger sig i den rigtige retning. Og alt det gør, at der er en meget positiv energi på båden”, slutter Thomas Poulsen.