wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
At arbejde med børn og unge giver energi – både til de involverede og til roklubben. Læs om Hadsunds gode erfaringer med skolesamarbejdet og kommunens opbakning i denne artikel fra lokalavisen.

Solen skinnede, og der var forår i luften mandag formiddag, da næstformand og ansvarlig for skolesamarbejde Svend Mørk-Jensen tog imod eleverne fra 6. og 7. klasse på Assens Skole. Som led i et længere undervisningsforløb om roning blev eleverne vist rundt i klubben og undervist i ro-teknik i træningslokalet i klubhuset. Forløbet involverer elever fra både Assens Skole, Vindblæs Friskole, Hadsund Skole og Havbakkeskolen, og d. 17/5 2018 mødes alle eleverne til Skole-OL i Hadsund, hvor der skal dystes i forskellige ro-discipliner.

Eleverne fra Assens var både nysgerrige og engagerede, og Svend Mørk-Jensen glæder sig til de øvrige besøg. ”Det er altid spændende at få besøg og få lov til at lære fra sig. Jeg er jo vild med roning, og jeg kan godt lide at inspirere de unge, så de måske også får lyst til at ro engang i fremtiden. De er i hvert fald velkomne her i Hadsund Roklub, hvis de får mod på mere,” siger Svend Mørk-Jensen.

Skoleeleverne introduceres til roklubben og at ro i romaskine

”Det er spændende at følge Hadsund Roklubs samarbejde med de lokale skoler, fordi det på mange måder er helt eksemplariske forløb, hvor tingene udvikler sig over tid” siger foreningskonsulent Lene Kirstine Hougaard fra Mariagerfjord Kommune og fortsætter:  ”Mange foreninger og skoler ønsker jo at etablere et samarbejde, men ofte er der en række mindre forhindringer, som gør det vanskeligt at komme fra start. Her forsøger jeg – gennem projekt Aktiv Hele Dagen, som jeg er projektleder for – at hjælpe med stort og småt, så vi i fremtiden kan komme til at se endnu flere undervisningsforløb for skolebørn i foreningsregi. På den måde håber vi dels at kvalificere undervisningen i skolen, dels at inspirere og motivere børn til en aktiv fritid.”