28. July 2019:
God læring til roerne ved U23 VM 2019
- Forside
- Nyheder
- God læring til roerne ved U23 VM 2019
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]
Billeder: Nils Henrik Stene
Dette års U23 VM har været præget af ustadigt vejr, som har resulteret i udsættelser af tidsplaner og forsinkede løb. Og generelt har forholdene på flere punkter, været anderledes end normalt, ved de første U23 Verdensmesterskaber uden for Europa.
At mesterskaberne ligger udenfor Europa, medfører end masse nye forhold for roerne, som ungdomslandstræner Nils Henrik Stene håber på har givet god og værdifuld læring for roerne, der har været afsted:
”Det roerne kommer hjem med, er nok en større mængde læring end ellers. For her i USA skal de vænne sig til tidsforskellen, at de skal ro i lejebåde, at varmen og fugtigheden er høj og at optaktsperioden har været længere end normalt – og det kræver noget tilpasning.”
Nils Henrik Stene fortsætter:
”Konklusionen er, at der har været rigtig meget læring i at være herovre, og det er dyre lærepenge. Men jeg håber at dem, der har været med herovre går klogere herfra, og kommer hjem med motivation til at fortsætte. De præstationer vi har set, har jeg en forhåbning om giver blod på tanden og lyst til mere hos roerne, og det er også det jeg hører fra flere af roerne.”
Søndagen i Florida, har stået på fem danske B-finaler og en enkelt dansk A-finale, hvor de danske roere har fået sluttet deres deltagelse i de oversøiske mesterskaber.
Placeringsmæssigt ligger de danske resultater fordelt mellem 5. – og 14. pladser, og ungdomslandstræneren kan både få øje på steder, hvor de danske roere ikke helt får vist præcis hvad det er de kan, og steder hvor de får vist det:
”Dagen startede rigtig fint med en 8. plads til Christian og Oliver i dobbeltsculleren. Det var lige som det skulle være, de gør det godt og får sluttet fint af. Omvendt er der drengene i fireren, de var skuffede, og det skal de også være, for de roede langt fra det niveau de plejer. Jeg er overrasket over hvor svingende deres præstation har været herovre, for jeg ved at når de går godt sammen, så går de hurtigt og er med. Drengene ved godt selv at de er til mere, og jeg er glad for at de ved, de kan mere end de har vist.”
Ungdomslandstræneren fortsætter:
” I scullerne, har vi bl.a. Mia, som ikke har været helt på toppen i dag. Hun har roet med smerter i skulderen, så det taget i betragtning, så slutter hun fint af. I den lette drengesculler har Jonas en høj topfart i starten, men han mangler at lære at disponere. Han har benene, hovedet og kroppen til at ro stærkt, han skal bare lære at sætte det rigtigt sammen.”
Søndagens eneste A-finale endte med en femteplads til Line Katrine Olsen (Odense) og Marie Mørch (Bagsværd), og her kan Nils Henrik Stene fortælle at pigerne ikke selv er helt tilfredse med deres indsats:
”I letvægtsdobbeltsculleren er de skuffede over femtepladsen, men der er bare kræfter i de andre både, hvor vi ikke helt kan være med. Line og Marie ror med en høj topfart, og er godt med de første 1000m. De to har haft en god sæson, så jeg er meget tilfreds med det de laver i dag, det er to seje piger og de gør det godt.”
Samlet resultatoversigt
BW2- med Mette Køchs Nielsen (Aarhus) og Marta Kempf (DSR) sætter punktum for deres deltagelse i U23 VM ved at vinde C-finalen over Mexico og de bliver samlet nr. 13.
BM1x med William Wisholm (Hadsund) tog andenpladsen i hans C-finale lige bag Brasilien og slutter sin deltagelse i U23 VM med en overall 14. plads.
BM2x med Oliver Tolstrup Christensen (Roskilde) og Christian Hagemann (Lyngby) tager 2. pladsen i deres B-finale og slutter på en samlet 8. plads ved dette års U23 VM
BM4- med Magnus Rathenborg, Magnus Valbirk (begge Holstebro), Sebastian Bache og Aksel Dybdahl Poulsen (begge KR) slutter på 6. pladsen i deres B-finale – dette placerer dem på en samlet 12. plads ved årets U23 VM
BW1x med Mia Sofie Rützou (Odense) tager fjerdepladsen i hendes B-finale. Dette giver hende en overall placering ved U23 VM som nr. 10
BLW1x med Amalie Brems (DSR) slutter på 6. pladsen i hendes B-finale, hvilket giver hende en overall 12. plads ved U23 VM.
BLM1x med Jonas Lund (Furesø) slutter på 5. pladsen i hans B-finale. Dette udløser en samlet 11. plads ved årets U23 VM.
BLW2x med Line Katrine Olsen (Odense) og Marie Mørch (Bagsværd) tog femtepladsen i deres A-finale ved U23 VM, efter et spændende løb, hvor Schweiz tog guldet.