wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Næsten 90 danske U23-roere og trænere var klar til start ved weekendens internationale Ratzeburg Regatta 2017. Danskerne viser imponerende højt tempo over hele linjen

Op imod 90 danske U23-roere og trænere var at finde omkring regattabanen i Ratzeburg, da regatta nummer 58 blev afviklet i weekenden den 10. og 11. juni. Alle de danske roere havde udfordringer foran sig, i form af andre, hurtige og internationale konstellationer.

Af Gustav Højmark-Jensen

Men på trods af, at mange af de især tyske klubber stillede med gode hold, så gik det, ifølge ungdomslandstræner Nils Henrik Stene, forrygende for mange af de danske hold:

“Det er gået rigtig godt for danskerne hernede generelt. Der har både været sejre, to’ere og tre’ere, men overordnet synes jeg, at regattaen har været rigtig god, og meget fair denne gang”, fortæller ungdomslandstræneren.

Regattabanen i Ratzeburg har tradition for ikke at være helt fair, når det kommer til fordelingen af medvind og sidevind, men denne weekend blev begge dage tilgodeset med forskellig styrke medvind begge dage. Det betød ifølge ungdomslandstræneren en mere ‘fair’ regatta en ellers:

“Vi har fået meget reelle resultater med hjem, som følge af de meget lige vindforhold begge dage”.

Hurtige herrer
Alexander Modest og Christian Hagemann viser imponerende tempo i letvægts dobbeltsculler. De to U23-roere vinder begge dage, og selvom de tyske kombinationer kan ændre sig, så tror Nils Henrik Stene stadig, at de to danskere har været oppe imod noget af det bedste, som de tyske klubber kan præstere:

“Jeg ved, at de tyske roere som de mødte er rigtig dygtige, så der er god sandsynlig for, at vi har mødt nogle gode kombinationer hernede. Men man ved aldrig helt med tyskerne hernede. Om de stiller op med deres bedste hold, eller om de stadig kan skifte kombinationer, men Alexander og Christian viser rigtig højt niveau, og det er så fedt at se”, fortæller ungdomslandstræneren på vej hjem i bilen fra Ratzeburg.

Hurtige kvinder
Ud over de hurtige herrerer i letvægtsdobbeltsculler imponere de to damer Frida Sanggaard Nielsen og Ida Petersen også. De vinder ligeledes begge dage i Ratzeburg, og dermed fastslår de, at deres kombination fra sidste år, også fungere på U23-niveau. Ifølge Nils Henrik Stene ser det rigtigt fornuftigt ud.

Men damerne i dobbeltsculleren er ikke de eneste, der viser høj fart og godt samarbejde. Dame-firer uden med Julie Poulsen, Astrid Steensberg, Ida Gørtz, og et mix mellem Trine Dahl Petersen og Emma Hammer formår alle at ro under 6:40 begge dage, uanset hvem der sidder på. Og det er vel at mærke kun efter fem dages træning sammen, hvilket imponere ungdomslandstræner Nils Henrik Stene:

“Jeg havde på ingen måde forestillet mig så flotte resultater fra pigerne med kun fem dages træning. Jeg er spændt på at se, hvordan de udvikler sig i de kommende uger”.

U23 ror op mod Senior A
Til sidst lyder der også særdeles rosende ord fra ungdomslandstræneren til den lette herrer dobbelt-fire, der vinder deres aldersklasse begge dage, og endda formår at ro op mod et tysk Senior-A-hold, der ifølge Nils Henrik Stene er ret stærke:

“Det tyske Senior A-hold, som de danske drenge formår at ro op mod, er også ret stærkt på papiret, så det er super flot, at de om lørdagen nærmest kun fører med en spids, og at de søndag ligger indenfor en bådlængde”.

Flot samlet præstation fra danskerne
Ifølge ungdomslandstræneren, så levere alle de fremmødte danskere rigtigt flotte resultater:

“Vi oplevede generelt en hel del andre gode, danske resultater, og det er fedt at se, at alle U23-roere og trænere over en bred kam præsterer flot. Ratzeburg er altid hyggelig, og den lille intime regattaplads bidrager til en super god stemning. Det er rigtig dejligt at være med til.

Til sidst kan ungdomslandstræneren ikke lade være med at fremhæve den flotte præstation fra danske DRC-roer Mette Dyrlund i dame singlesculler:

“Mette Dyrlund vinder overlegent begge dage, og det er super fedt at se. Det er jeg nødt til at sige også”.

Og med de ord forlader vi Ratzeburg for denne gang – alle resultater og tider kan ses via linket til højre.