wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Finn Trærup-Hansen har besluttet at stoppe som Sportschef for Dansk Forening for Rosport for at bruge mere tid sammen med familien efter mange år i elitesport.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Finn Trærup-Hansen tiltrådte som ny sportschef hos Dansk Forening for Rosport pr. 1 september 2017, hvor han afløste den nuværende Team Danmark sportsdirektør, Lars Christensen.

Finn, der før sin tiltrædelse i Danmarks Rocenter, specielt havde slået sit navn fast gennem en 12-årig periode som Sportschef for Badminton Danmark, har arbejdet med at videreudvikle dansk roning efter Guldfirerens farvel og drive arbejdet omkring landsholdet og Danmarks Rocenter. Derudover har han taget hul på at tilpasse og organisere talentudviklingen til den aktuelle situation og den røde tråd fra klub og kraftcentre til landshold. Gennem det seneste halvandet år har han ydet en fantastisk indsats i forhold til at føre dansk roning helskindet igennem udfordringerne med pandemien.

Det netop overståede OL i Tokyo, hvor dansk roning tegnede sig for tre top 8 placeringer og en bronzemedalje, har givet dansk roning et godt fundament til OL om tre år i Paris.

”Jeg vil gerne sende en stor tak til Finn for hans imponerende arbejde med at løfte opgaven under omstændighederne, hvor LM4- blev taget af OL-programmet i 2017 og i en tid hvor dansk letvægtsroning har manglet tidligere tiders dominans, som før har givet “sikre“ medaljekort ved OL”, siger Formanden for Dansk Forening for Rosport, Henning Bay.

”At Dansk Roning nu står stærkere i den åbne herre klasse end vi har set i mange år har Finn sin andel i. Derudover har Finn sikret, at stærke trænerkompetencer har sin gang i Danmarks Rocenter og Finn har i væsentlig grad bidraget til et særdeles godt og troværdigt samarbejdsforhold med Team Danmark, hvilket er vitalt for dansk ronings internationale muligheder. Dertil har Finn skulle navigere dansk elite-roning gennem en af historiens mest vanskelige perioder, hvor corona konstant har ændret vilkårene for hvordan roning (træning og konkurrencer) kunne udføres og planlægges.

Tak Finn for din store indsats for dansk Roning.”

Finn har formelt set sidste arbejdsdag d. 30/9.