wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Læs hvordan det gik på DFfRs ene ferielangtur hvor destinationen var Silkeborgsøerne

Af Sofie Enstrøm, Roklubben Gefion | Billeder: Erik Christensen, Sara Scully, Mia Jakobsen & Sofie Enstrøm

Torsdag d. 17. juni om eftermiddagen ankom vi til “Skyttehusets Outdoor Camp” i Svejbæk ved Silkeborg, en fantastisk smuk campingplads lige ned til Gudenåen.

Vi blev budt velkommen af Lise og Allan, der så sandelig er et fantastisk værtspar! Selv ankom jeg uden at kende nogen i forvejen, men det varede kun ganske kort tid!
Efter dejlig aftensmad, lavet i de forskellige hytter vi blev indkvarteret i, var det tid til at efterse både og lave bådhold til dagen efter, og derefter hygge og en grundig gennemgang af de næste 3 dages program.

Fredag roede vi afsted ved 9-tiden, turen gik i retning mod Ry.

Vi passerede Himmelbjerget, og nød de smukke, smukke omgivelser indtil vi endte nede i Knud sø hvor det var muligt at bade. Derefter gik turen til Ry Roklub, hvor vi indtog den medbragte madpakke og nød lidt skygge.

Vi vendte “kortegen” på 8 to-åres inriggere hjemad og nød igen en dejlig aften med fælles madlavning og hygge.

Lørdag gik turen i modsat retning, nemlig mod Silkeborg, hvor jeg personligt var spændt på for første gang at skulle igennem en sluse. Slusen passeres lige efter Silkeborg Roklub, hvor vi samledes for at være sikre på at alle kom godt igennem. Det gik uden problemer og vi roede igennem Silkeborg, passerede LAVE broer og endte ved Søsportens Hus, hvor der blev afholdt et stort stævne for kajakroere. Hold da op hvor kunne de ro! Efter at have indtaget den medbragte mad roede vi videre ned til bunden af Silkeborg Langsø, i STRID modvind, da det pludselig blæste op.

Til gengæld havde vi dejlig medvind hjemad.

Søndag blev der meldt om torden midt på formiddagen, så Lise og Allan foreslog klogeligt at vi roede rundt langs kanten og tog alle de små søer og vige. Vi nød turen i stille og roligt tempo og sikke et smukt syn det var med vores kortege af både i det smukke landskab!

Dette var min første tur med DFfR og jeg er SÅ glad for at jeg fik lov at komme med!

Som skrevet før kendte jeg ingen da jeg ankom, men den stemning Lise og Allan afholder turene i, gør at man på ingen måde skal holde sig tilbage på det grundlag, jeg føler i hvert fald at jeg har fået en masse nye ro-venner rundt om i landet.

Turen var velorganiseret, roturene grundigt gennemgået og alle vidste hvad dagen bød på af udfordringer og følte sig helt trygge.

TUSIND TAK for en fantastisk oplevelse.