wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Det blev til en frustrerende søndag da dårligt vejr førte til aflysninger i Rodrigo de Freitas

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Det, man havde håbet skulle have været en dansk festdag på Rodrigo de Freitas endte med at blive en meget frustrerende søndag for alle danske roere, da konkurrencerne måtte aflyses på grund af de stærke kastevinde, der gjorde roning umuligt på lagunen. Først blev konkurrencerne skubbet en time, derpå udsat endnu en time før man fra FISAs side besluttede, at det ikke var muligt, at sætte konkurrencerne i gang søndag.

Det affødte denne reaktion fra sportschef Lars Christensen til TV2: ”Det er den helt rigtige beslutning, der er truffet med at aflyse resten af dagen. Der er ingen grund til at sende folk ud i det her for det ender blot med at blive tilfældige afgørelser. Vejrudsigten i morgen, den ser heller ikke for god ud. Den blok, der ikke blev fyret af i dag, den kan sagtens fyres af i morgen. Så der er tid nok, men det kræver også at vejret er til det. Vi har prøvet det før. OL 2004 i Athen, der måtte man også aflyse en dag og det nåede man så, at indhente den næstfølgende dag. Så der er tid nok i løbet af en dag til at indhente det. Men som folkene er nu, kan vi ikke sætte folk ud og konkurrere”, sagde Lars Christensen og understregede, at de danske roere naturligvis er frustrerede.

”De har forberedt sig på alle mulige måder, som de plejer at gøre, og det er de så nødt til at gøre en gang til. De har vejet ind og er klar, men selvfølgelig vil de også helst ro under ordentlige forhold. FISA er under pres nu for de er allerede bagud. Mit håb er, at vi kommer på vandet i morgen og får afviklet det under nogle gode forhold. Nu handler det om at få skabt ro om roerne, så de langsomt kan bygge sig selv op igen og have fornemmelsen for, at der er styr på sagerne”, sagde Lars Christensen.