16. August 2017:
Beretning fra en veltilrettelagt tur til Marstrand
- Forside
- Nyheder
- Beretning fra en veltilrettelagt tur til Marstrand
I uge 25 var roere fra 12 danske roklubber på ferielangtur til Marstrand. Et nyt koncept med en kortere langtur, over fem dage, med fast overnatningssted. Fritze Heide Jørgensen fra Aarhus Roklub var med på turen den første af de to ture, og har skrevet beretning. Hele beretningen kan læses herunder.
Tekst og fotos af Fritze Heide Jørgensen.
En meget dejlig uge i den svenske skærgård med Lise og Allan Pedersen (Aalborg) som erfarne styrmænd og tovholdere for roholdets 15 deltagere.
En meget veltilrettelagt tur, hvor vi mødtes mandag den 19. juni hen under aften på Marstrands Familjecamping på Långedalsvägen og fik aftensmad og hilste på hverandre. Vi havde aftalt samkørsel, hvor det var muligt og 12 roklubber var repræsenteret med en eller flere deltagere.
Vi var indkvarteret i udmærkede campinghytter med 4 køjepladser og køkkenfaciliteter, bad mm. og samtidig tæt placeret ved det centrale campingkøkken, opholdsstue og badefaciliteter.
Vejret var fint, og bølger og vind begrænsede kun lidt vores rolyst. Der var daglig morgensamling for styrmændene (og alle der ville lytte med, og det gjorde vi gerne) og her blev dagens tur blev gennemgået og spørgsmål besvaret.
Der var planlagt 3 rodage i skærgården og vi kom rundt i mange af skærgårdens kroge. Indimellem måtte kortet frem og ruten studeres endnu engang: Der er mange små øer. Vi lagde til i nogle af de små byer, bl.a. på Åstol og på Klädesholm, eller hvor der var mulighed for at trække bådene på land og spiste vores velfortjente (synes vi!) madpakker.
Om aftenen lavede vi fælles aftensmad og fik bl.a. en fortræffelig laks, købt på stedet – og dejlig lagkage. En aften gik vi sammen ad en smuk sti helt op til et udsigtspunkt på toppen og så en fin solnedgang.
Vi havde et hyggeligt fællesskab, mødte nye rofæller og genopfriskede gamle træf: Lærerigt og fornøjeligt og vi skiltes med aftaler om at mødes igen.
Turens længde var fin og må gerne gentages.