7. March 2016:
Fynske mesterskaber sætter punktum for flot indendørssæson
- Forside
- Nyheder
- Fynske mesterskaber sætter punktum for flot indendørssæson
Tørstende roere kan endelig se frem til at komme på vandet og konkurrere igen, efter de fynske mesterskaber sluttede ergometersæsonen af.
Af: Jonas Melander Hammer. Foto: www.rowing.dk og Brian Rene Sørensen, Nyborg Roklub.
Det var årets sidste indendørsstævne, der blev afholdt i Middelfart i weekenden. Mere end 125 deltagende skulle kæmpe om medaljer ved årets fynske mesterskaber. Det blev en stor succes for alle fremmødte klubber, hvor alle tog medaljer med hjem. En flot afslutning på vintersæsonen.
Roere i alle aldersklasser var tilmeldt, og der blev konkurreret på distancer fra 200 – 6000 meter. Af de nævneværdige løb kan nævnes kvindernes åbne sprint, hvor Samantha Don Robbins, Danske Studenters Roklub, og Luise Lund Hansen, Odense Roklub, begge endte i sluttiden 37.7 sekunder. Også klubstafetten trak tilskuere til. Her vandt Danske Studenters Roklub på førstepladsen tre sekunder foran Middelfart på andenpladsen og med 16 sekunder til Odense på tredjepladsen.
De fynske mesterskaber er kendetegnet ved de mange unge deltagere, og årets udgave var ingen undtagelse. Stemningen var da også helt i top, og de unge gjorde sit for at bidrage ved at heppe hinanden over målstregen.
Hos kvindernes åbne klasser var der ikke megen kamp for Pernille Lind Nielsen, der som den eneste letvægter kunne ro guldet hjem. Hos de tunge kvinder var der mere kamp. Her endte Luise Lund Hansen fra Odense Roklub foran Samantha Don Robbins fra DSR i overlegen stil. På Tredjepladsen kom Odenses Trine Madsen.
I herrernes åbne klasser tog Niels Geertsen, DSR, førstepladsen hos letvægterne med 45 sekunder til klubkammeraten Martin Grand Ast. Hos de tunge herrer var det ligeledes DSR, der endte øverst på skamlen. Her tog Yusuke Shirai førstepladsen i tiden 6 minutter og 38 sekunder, fire sekunder hurtigere end Søren Gam fra Odense Roklub. På tredjepladsen kom Peder Engstrup-Jepsen, der sluttede yderligere fire sekunder efter holdkammeraten.
Herrernes masters for 70+ bød på et sejt felt, hvor der var hele fire deltagende. Her tog Bent Bøgh Pedersen fra Middelfart Roklub førstepladsen foran Ole Haaning Thomsen fra Fredericia Roklub, mens Peter Hvenegaard fra Strib Ro- og Kajakklub endte som tre’er blot 5 tiendedele foran Ole Skeem fra Odder Roklub på fjerdepladsen.
Således blev indendørssæsonen rundet af ved et flot stævne. Foran os står udendørssæsonen, hvor Odense Langdistance er næste regatta. Regattaen bliver afholdt d. 23.-24. april.