25. May 2016:
Olympiske mestre får formentlig afgjort OL-skæbne på fredag
- Forside
- Nyheder
- Olympiske mestre får formentlig afgjort OL-skæbne på fredag
Af DRC Pressechef, Svend Bertil Frandsen
Fredag 27 maj kommer der formentlig en afgørelse på om enten Sverri S.Nielsen eller Mads Rasmussen/Rasmus Quist skal til Rio. Det står klart efter at træneren for den belgiske singlesculler har lovet sportschef for Danmarks Rocenter, Lars Christensen, at give besked torsdag eller fredag, hvad cheftræneren for det belgiske rolandshold beslutter. Altså enten at satse på herrernes singlesculler eller letvægtsdoublesculler ved OL i Rio.
Eftersom Belgien vandt både mændenes singlesculler og letvægtsdoublesculler bliver Danmark tildelt en ekstra OL-plads på grund af reglen om diversitet.
Grunden til, at Danmark får en ekstra OL-plads skyldes, at IOC fra og med Rio 2016 har opstillet nye kvalifikationsregler, der skal opfylde kravet om diversitet, d.v.s. at så mange nationer som muligt får mulighed for at konkurrere ved OL. Derfor er det blevet indført, at hvert land kun kan kvalificere én båd for kvinder og én båd for mænd til OL fra den sidste kontinentale OL-kvalifikations-regatta fra følgende bådtyper (M1x, W1x, LM2x og LW2x).
Vild situation
Trods den uventede mulighed for at få en ekstra båd med til OL, ærgrer sportschef Lars Christensen sig over scenariet.
”Det er en fuldstændig vild situation, og en som FISA (Det internationale Roforbund) har været med til at skabe og som hverken vi eller belgierne ønskede. Det er dybt unfair, men vi skal være glade for, at vi kan få en ekstra båd med. Kommer Mads og Rasmus med tror jeg stadig der er medaljechance, mens det bliver sværere med Sverri, siger Lars Christensen.
Med den ekstra båd får Danmark i alt seks både med til Rio.